American Hustle

Bradley Cooper og Christian Bale kæmper om prisen for værste hår.

American Hustle er et drama fra 2013 instrueret af David O. Russell. Han er manden bag bl.a. Three Kings, Silver Linings Playbook og The Fighter. Den er delvist baseret på virkelige hændelser.

Den blev nomineret til hele ti Oscars, men vandt ikke en eneste. I stedet vandt den en Golden Globe i kategorien Best Musical or Comedy. Amy Adams og Jennifer Lawrence vandt også som hhv. bedste skuespillerinde og bedste kvindelige birolle.

Handlingen begynder i 1978. Irving (Christian Bale) og Sydney (Adams) svindler desperate låneansøgere, men tages på fersk gerning af en ambitiøs FBI-agent (Bradley Cooper), som er ude efter meget større fisk.

Han presser dem til at hjælpe ham, og sammen skaber de det, der i dag er kendt som Operation Abscam. Det handler om at lokke politikere ud i korruption vha. en arabisk oliesheik med millioner på lommen.

Filmen lader til at være relativt tro mod de to hovedpersoner, som både var kriminelle partnere og dus på anden vis. Coopers rolle er derimod original, og det er bl.a. her, de har været kreative for at skabe ekstra drama.

Sympatiske svindlere

Det er en spændende og velskrevet film, som i sin fortælleform vækker minder om bl.a. Goodfellas og The Wolf of Wall Street. Dels bevæger vi os i beslægtede verdener med lignende typer, men de benytter sig også alle tre af fortællestemmer.

Den største forskel er, at de to andre handler om vejen til storhed efterfulgt af faldet fra tinderne, da de begge portrætterer hver sin hovedperson, som til sidst blev fældet. American Hustle fokuserer på selve FBI-operationen og ender på sin egen måde.

Samtidig er Irving, Sydney og borgmesteren Carmine (Jeremy Renner) sympatiske karakterer. Det kan man ikke sige om hovedpersonerne i de to Scorsese-film. Irving minder mig især om Saul Goodman. Som du måske ved, elsker jeg Better Call Saul.

Det er et godt drama, men der er også sort humor og sågar en romantisk historie om to mennesker skabt til hinanden. Den har lidt af det hele inkl. en tilfredsstillende slutning, som dækker begge genrer.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.