At the Earth’s Core er et actioneventyr fra 1976 instrueret af Kevin Connor. Han er bedst kendt for en række film i samme genre, bl.a. The Land That Time Forgot og Warlords of Atlantis. Den er baseret på en roman af Edgar Rice Burroughs, forfatteren bag Tarzan.
Peter Cushing er dr. Abner Perry, opfinderen bag en nyudviklet boremaskine. På fartøjets jomfrutur havner han og David Innes, projektets amerikanske partner, i ukendt, forhistorisk terræn i Jordens indre.
Her møder de både mennesker, monstre og andre mærkelige væsener. En primitiv civilisation, hvor overlegen styrke sætter dagsordenen. Heldigvis snakker menneskene engelsk (uden nærmere forklaring), og snart forenes de mod en grufuld fjende.
Filmen minder om Jules Vernes Journey to the Center of the Earth, både romanen og filmatiseringen fra 1959. Plottets ligheder er åbenlyse. Men selvom Burroughs værk og denne filmatisering begge er af nyere datoer, er de også stilmæssigt beslægtede.
Det er den samme type victoriansk science fiction, hvor forfatterens forestillinger om rigtig videnskab er mere fantasifuld end troværdig. I stedet for at følge tidens (70’ernes) trends, har de lavet den, som Burroughs skrev den.
Skønheden og gummi-monstrene
Jeg elsker old school genrefilm som disse. Det er teateragtige kulisser og mennesker i gummidragter. I mange ældre film vidste de ikke bedre – eller havde ikke midlerne. Men her er det formentlig et bevidst kreativt valg.
Det er også sjovt at se Cushing i en komisk rolle. Han er altid mejslet i granit og døduhyggelig. Her er han mere som den befippede professor Tournesol i Tintin-tegneserierne. Det gør han godt.
Hans amerikanske partner spilles af virkelighedens Troy McClure (B-filmsskuespiller i The Simpsons), Doug McClure. Han har lavet masser af denne slags film, og ligheden med Troy er slående.
Han er faktisk ikke så ringe, som Simpsons-parodien antyder. Han er en everyman-type, men knap så pæn som f.eks. Bruce Willis. Eller lige så charmerende. Men han er tilpas troværdig som en hverdagshelt, der slår igen, når omstændighederne byder det.
Filmens kvindelige islæt er en af årtiets skønheder, Caroline Munro, kendt fra bl.a. The Spy Who Loved Me og Starcrash. Her følger vi de gamle opskrifter, og hun skal naturligvis reddes af den heltemodige McClure fra både slaveri og det, der er værre.
Det er en B-film, men niveauet er rigtigt højt. Meget højere end f.eks. frøken Munros Starcrash. Kulisserne og de grufulde gummi-monstre er flot og veludført håndværk, selvom troværdigheden ikke topper.
Det er såmænd et godt, gammeldags actioneventyr fra en æra før Indiana Jones og lignende. Herlig familiehygge.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.
