Austin Powers: International Man of Mystery er den første af tre film om Austin Powers, en sexgal, britisk agent fra 1960’erne, der bliver kryogenisk nedfrosset og optøet 30 år senere for atter at bekæmpe ærkefjenden Dr. Evil.
Filmen er en spion-parodi, og inspirationskilden er især James Bond. Dr. Evil er tydeligt inspireret af Bond-skurken Blofeld, og filmens handling følger den klassiske Bond-formular. Der er flere scener og replikker, som er tydelige referencer dertil.
Men der er også hentet inspiration i det svingende årtis popkultur generelt. En stor bid af humoren vokser ud af både Austin og Dr. Evils møde med 90’erne.
Austin er ingen Bond. Han ligner hverken en helt eller en sexet mand, hvilket sætter hans opførsel og selvsikkerhed i et morsomt perspektiv. Hans karakter er ikke direkte inspireret af Bond selv, men en række forskellige spionkarakterer. Udseendemæssigt ligner han især Harry Palmer spillet af Michael Caine.
Skrupliderlig spionkomedie
Mike Myers har skrevet filmen og spiller begge roller som hhv. helt og skurk. Filmen er bl.a. er en hyldest til hans far, der introducerede ham for Bond og komikere som Peter Sellers og bands som Beatles. Filmen opsummerer fornemt alle tre.
Det er en skøn komedie og spion-parodi med masser af uartig og alligevel harmløs humor. Austin er skrupliderlig, men det er nemt at tilgive ham og holde af ham.
Hans opførsel er næsten en slags hygge-sexisme, selvom det ord lyder forkert og nemt kan misforstås. Men jeg vil vove den påstand, det er gjort med så meget humor og charme og glimt i øjet, at alle er med på spøgen.
