Den tredje og sidste film i trilogien er en western. Doc Brown blev ramt af lynet i slutningen af 2’eren og sendt tilbage til 1885. Lynet kortsluttede tidskredsløbene, og han havde ikke de nødvendige reservedele, så han efterlod et brev til Marty i 1955.
Marty får fat i den anden Doc Brown, ham der hører hjemme i 1955, og de henter tidsmaskinen, som er gemt i en nedlagt mine. De reparerer den, og Marty tager tilbage til 1885 for at hente sin tids Doc Brown. Men det vilde vesten er vildt, og det er ikke så nemt endda.
Det er superfedt, at de har udnyttet præmissen så klogt og skabt tre så forskellige film. Det gør hver film til en helt ny oplevelse. Samtidig er de bundet rigtigt godt sammen til én stor fortælling.
Handlingen i den tredje film minder mere om den første film i den forstand, at den foregår i én tid, og det handler om at vende hjem til nutiden. Men fordi det er en western, er den fuld af nye løjer, og især Doc Browns rolle er en anden. Det er hans tur til at være helten.
Magisk western-parodi
Alle tre film er fantastisk velskrevne af Robert Zemeckis og kollegaen Bob Gale. De har den perfekte balance mellem det nye og det franchise-skabende genkendelige. Små detaljer her og der, der går igen på nye måder.
Det minder mig om stand-up-genrens “callbacks,” hvor man laver referencer til tidligere jokes for at binde et show sammen. De tre film gør noget lignende i mange scener, og det skaber en slags deja-vu-effekt, der fungerer godt ift. hele tidsrejse-konceptet. Samtidig er det sjovt at se, hvordan de “remixer” franchisens egne bedste scener.
Det er på en måde også en western-parodi, fordi vi oplever den gennem Marty og Doc Browns fremtidsøjne. Men også en hyldest til genren, for den er fuld af kærlige drillerier.
Magien er intakt. Det er en fantastisk film og en solid afslutning på sagaen om de to tidsrejsende eventyrere.
