Batman v Superman: Dawn of Justice er en superheltefilm fra 2016 instrueret af Zack Snyder. Superhelte på film er mere populære end nogensinde før, men de er også kultfigurer fra et medie, som færre og færre dyrker. Jeg elsker tegneserier, og selvom det er svært at kalde disse megablockbusters for kultfilm, kommer jeg nok til at anmelde en del af dem alligevel. Jeg elsker at se mine barndomshelte på det store lærred.
18 måneder efter general Zods angreb forsøger verden stadig at vænne sig til Superman. Gothams mørke ridder er ikke i tvivl om, den gudelignende gæst fra rummet er en alvorlig trussel, og Lex Luthor manipulerer dem begge for at sætte dem op imod hinanden.
Filmen har delt vandene. Mange elsker den, fordi den forsøger at skille sig ud blandt superheltefilm, og mange hader den af samme grund. Men det er ikke bare en film, der omfortolker de klassiske karakterer, det er også en film, som begår flere filmhåndværksmæssige brølere.
Jeg hadede den ikke, da jeg så den i biografen. Jeg syntes ikke, den var lang og kedelig eller for mørk. Jeg hører ikke til dem, der hader Zack Snyder (Watchmen er faktisk min yndlingssuperheltefilm) og jeg vil snarere sige, jeg var positivt overrasket efter at have hørt og læst så meget negativt forinden.
Flot og stemningsfyldt
Det betyder ikke, jeg ikke kunne spotte dens fejl og mangler, men jeg gik derfra med større fokus på det, jeg kunne lide. Flotte, stemningsfyldte scener, mange taget direkte fra tegneserierne. Fantastiske, velkoreograferede kampscener, der fik Batman til at se sejere ud end nogensinde. Og Wonder Woman. Vidunderlige Wonder Woman. Uha, jeg ser frem til hendes solofilm.
Filmen er inspireret af Frank Millers populære tegneserie The Dark Knight Returns fra 1986, men pas på med at sætte dine forventninger op på den baggrund. Selvom Millers historie også sætter Batman og Superman op imod hinanden, er konflikten i filmen ikke den samme, og den berører kun deres forskellige ideologiske syn på selvtægt ganske let. Lange monologer kan naturligvis være dræbende i en actionfilm, men de to stædige muskelmænd kunne godt have sat lidt flere ord på deres uenigheder.
Ultimate Edition
Der er mange forbedringer i Ultimate Edition. Plottet er bedre underbygget, særligt Lex Luthors plan, og der er flere bidrag til den interne debat om Superman, hvilket giver en bedre idé om, hvorfor han ikke bare er den alment elskede amerikanske helt, han var i de gamle film.
Men du får ikke flere deltaljer om alt. Du får ikke mere om den såkaldte “Knightmare”-sekvens, så du skal stadig være tegneserielæser for at have en lille idé om, hvad det går ud på. Du får heller ikke mere om, hvad der driver Lex til vanvid. Der er en enkelt scene, som giver et hint, men den er meget kort og giver ingen klare svar. Jeg ved, vi kan få mange svar i senere film. Det her er bare et kapitel i en længere historie. Men det er vigtigt at finde en balance, så man ikke føler, man kun har set en halv film.
Ultimate Edition er en bedre version af filmen, men den kan ikke rette alle fejl, for historien er mere eller mindre den samme, og det er her, fejlene ligger begravet. Men der er stadig rigtigt meget, jeg kan lide også, og jeg synes, det positive opvejer det negative.
Efterord
Den blev nomineret til otte Razzies og vandt fire: Worst Supporting Actor (Jesse Eisenberg), Worst Screen Combo (Henry Cavill og Ben Affleck), Worst Screenplay (Oscar-vinderen Chris Terrio og David S. Gloyer) samt Worst Remake, Rip-off or Sequel.
