Bill & Ted Face the Music er den tredje og (formentlig) sidste film om de to godhjertede dudes, bedste venner og håbefulde frontmænd i Wyld Stallyns, som i fremtiden vil opnå kulturel legende-status og skrive en sang, der vil forene verden.
De to første film er fra 1989 og 1991. Hvis du ikke har set dem, bør du starte der. Den første er et fantastisk eventyr, og 2’eren er en nederen rejse med både gys, gru, død og ulykke. Det er en saga, der byder på lidt af hvert.
Afdankede rockmusikere
I den tredje film, trilogiens efternøler, er Bill og Ted blevet voksne endda halvgamle, fædre til teenagedøtre og et par afdankede rockmusikere, der knap nok kan finde et imødekommende publikum ved Teds lillebrors bryllup. De har forsøgt og forsøgt og forsøgt og forsøgt at skrive den profetiske verdenssang, men det er bare ikke lykkedes. Derfor får de nyt besøg fremtiden, og pludselig har de sølle 75 minutter tilbage. Ellers er alt forbi. Woah!
Hollywood er en genbrugsbutik, og genbruget tager til i styrke. Sådan føles det i hvert fald. Det er naturligvis en helt unødvendig film, og den kan ikke genskabe magien fra de to første. Selvom det ikke kræver den store skuespilspræstation at træde ind i de to simple karakterer igen, er det ikke det samme. Det medgiver jeg.
Men det er dog en fordel, at Bill og Ted er som et par midaldrende mænd, der aldrig blev voksne. Hvor mange andre franchise-efternølere forsøger at genskabe det, der virkede engang på en sej måde, slipper Face the Music bedre afsted med det, fordi det ikke er sejt, at de to hovedpersoner sidder fast i deres ungdomssind. Det er en del af joken.
Det er ikke nok til en stor filmoplevelse. Men det er nok til et fornøjeligt gensyn med et par gamle kendinge, man stadig kan grine med og holde af. Jeg hyggede mig mere, end jeg turde håbe.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Bill og Teds døtre er en vigtig del af historien. Ikke så vigtig, at de stjæler hele billedet. Men vigtig nok til, at visse typer vil kløjes i dem. Det er dog ikke derfor, jeg nævner dem. Jeg vil blot sige, det i sig selv er mægtigt morsomt at se, hvordan de to unge damer – Samara Weaving (The Babysitter, Ready or Not) og Brigette Lundy-Paine (Atypical) – spiller kvindelige udgaver af deres fiktive fædre.
