Catwoman er en superheltefilm fra 2004 løst baseret på DC Comics’ tegneseriekarakter. I de kulørte hæfter er hun en af Batmans ærkefjender, og hendes borgerlige navn er Selina Kyle, men filmfolkene har opfundet deres egen version.
Patience Phillips er en forsagt grafisk designer i et kosmetikfirma, der opdager, at firmaets skruppelløse ejer, Laurel Hedare, hemmeligholder alvorlige bivirkninger ved brugen af et nyt anti-ældningsprodukt. De forsøger at myrde hende, før hun kan sladre, men hun overlever med hjælp fra en mystisk ægyptisk kattegud, og så får hun superkræfter.
Halle Berry vandt en Golden Raspberry Award aka. “Razzie” (det modsatte af en Oscar) for sin rolle i Catwoman, og hun mødte op ved uddelingen for at modtage den personligt. Respekt for det.
Den vandt også priserne for Worst Picture, Worst Director og Worst Screenplay.
Den scorer sølle 8 procent på Rotten Tomatoes, og den blev svinet til i en sådan grad, at jeg faktisk endte med at blive positivt overrasket, da jeg så den.
For det første kan man ikke skrue Hollywoods hotteste Oscar-vinder ned i et stramtsiddende læderkostume, uden at det har en vis effekt på humøret. Historien er ganske vist tynd og til tider en anelse langtrukken og forudsigelig. Til gengæld er der masser af fede effekter.
Lægger man det sammen med Berry (og Sharon Stone), får man en hæderlig, lille film, der godt kan anbefales på en kedelig søndag eftermiddag.
