China Salesman aka. Deadly Contract aka. Tribal Warfare er en kinesisk krigs- og telekommunikationsthriller fra 2017 med selveste Mike Tyson og Steven Seagal på plakaten.
En YouTube-video af deres barslagsmål lokkede mig til at opstøve DVD’en og invitere en trofast filmmakker, Ruben Greis aka. succesforfatteren bag Udød.
Filmen hævder at være baseret på virkelige hændelser, men hverken Wikipedia eller IMDb uddyber (eller nævner) dette. Jeg spurgte Google og fandt en artikel om filmen, hvor instruktøren taler om at have besøgt kinesiske virksomheder i mere end 10 lande i Afrika.
Med andre ord: plottet og handlingen er inspireret af virkeligheden. Instruktøren forsøger at tegne et billede af kinesiske virksomheders kampe mod vestens ditto i et land med store konflikter.
Den værste film nogensinde?
Hovedpersonen er Yan Jian, en kinesisk IT-fyr, der forsøger at vinde en kontrakt om telekommunikation mod en fransk virksomhed. Tyson og Seagal er lejesoldater, der hyres af Michael for at sabotere handlen og starte en ny borgerkrig i landet. Michael er nemlig mere interesseret i olie og våbenhandel, selvom han repræsenterer en stor IT-virksomhed.
Hvis denne indledning på nogen måde har fået filmen til at lyde interessant, beklager jeg. Det kan ikke udelukkes, at man kunne have pakket det omtalte barslagsmål ind i en bedre film. Men China Salesman er en kandidat til titlen som den værste film nogensinde.
Jeg har længe placeret Galaxina, et rumeventyr fra 1980 med Playboy-modellen Dorothy Stratten nederst på min egen bundliste. China Salesman er væsentligt bedre produceret. En meget flottere film. Men manuskriptet og skuespillet er på samme forfærdelige niveau.
Telekommunikation, telekommunikation, telekommunikation
En meget stor, alt for stor del af filmen handler om telekommunikation. Lange, komplicerede dialoger om telekommunikation. På kinesisk. Det er dødkedeligt og umuligt at følge med.
Der er flere latterfremkaldende scener med heftig underlægningsmusik af kedelige telekommunikationshandlinger såsom at kigge på skærme, indtaste koder og samle hardware. Det havde fungeret i en fjollet parodi, men ikke i en thriller. Det er absurd.
Når filmen det næste øjeblik eksploderer i krigshandlinger, kun et vejrende, kinesisk flag kan stoppe, er det simpelthen for dumt. Den forvandler sig vitterligt til en propagandafilm for Kina og den hårdtarbejdende, kinesiske IT-mand med alle de bedste idéer.
Den hårdtarbejdende, kinesiske IT-kvinde er til gengæld en lille, anonym mus, der hurtigt droppes for en høj, blond vesterlænding, men det er vist en anden snak.
Tyson til hest
Tyson og Seagal vender tilbage nu og da og siger eller gør et eller andet. Hvis Tyson til hest er på din bucket-liste, skal du ikke stoppe den alt for hurtigt. Men jeg tvivler på, at du vil føle, det var det værd.
Det lykkedes os at se filmen til ende, selvom vi flere gange talte om at stoppe den. Den debat blev ofte afbrudt af Rubens latterhvin, fordi der skete et eller andet vanvittigt, og så fortsatte vi.
Men tag ikke fejl. Den er ikke “so bad it’s good.” Den er rædsom på en hver tænkelig måde. Man kan grine højt. Jeg har vist aldrig hørt Ruben grine så højt. Men den er ikke god under nogen omstændigheder.
Jeg vil slutte af med et citat af Mike Tyson, der opsummerer hele filmen forbilledligt: “You serve me piss. You die!”
