Udød

Udød er en zombiefortælling af min gode ven og filmbuddy, Ruben Greis. Den udkom i slutningen af 2020, udgivet af forlaget Calibat i håndgribeligt og om nødvendigt zombiebaskevenligt hardcopy-format – og som lydbog hos Krabat.

Det er den lune, godnørdede eksilsjællænders anden roman. Den første, Den sidste gentleman, et hæsblæsende gangstereventyr i Københavns underliv, udgav han på egen hånd for ti år siden. Den kan varmt anbefales også, og da min blog først og fremmest er en filmblog, vil jeg male dig et billede med disse ord: Hvis jeg var filmproducer og fik til opgave at filmatisere den, ville jeg hyre Nicolas Winding Refn. Han er den helt rette mand til Rubens hjertevarme voldsorgie.

Har du mod på Den sidste gentleman, kan den købes på Saxo.com.

Zombie-kalyptisk ragnarok

Rubens nye roman handler om teenagedrengen Tom, der har fået et rengøringsjob på et forskningsinstitut, og her må han kæmpe for sit liv (og sin mandighed) sammen med den smukke, storbarmede Barbra og den varmblodede, temperamentsfulde Paquita, da et virusudbrud forvandler arbejdspladsen til et zombie-kalyptisk ragnarok.

Tom er ganske vist lidt af en vatarm, men han er også gamer og filmnørd, og pludselig er han i den uvante situation, at han faktisk ved noget brugbart. Hvis han mander sig op, kan han ovenikøbet udrette noget. Måske endda imponere et (pragt)eksemplar af det modsatte køn.

Resten må du læse dig til. Og hvis du er en stor, læselysten knægt – eller en mand i din allerbedste alder, der stadig har en off-switch til voksen-mode, kan jeg ikke anbefale den for meget.

Herlig fortælling til store drenge i alle aldre

På engelsk bruger de udtrykket “page turner” om romaner, der ikke er til at slippe igen. Hvor man bare vender side efter side, fordi man ikke har lyst til at stoppe. Man er grebet og bare nødt til at vide, hvad der sker lige om lidt. Og i øjeblikket derefter. Og så fremdeles.

Sådan er Udød. I modsætning til de re-animerede kadavere, vakler den aldrig, men skyder afsted i rasende fart. Fra blodsprøjtende brydekampe til lumre teenage-fantasier og alt derimellem. Action, spænding og rappe replikker. Der er aldrig et roligt øjeblik.

Sproget er levende og sprudlende og fuld af sjove, finurlige beskrivelser og vendinger. Jeg ved, at andre har sammenlignet Ruben med Dennis Jürgensen, og jeg er helt enig. Jeg jagtede og fordøjede hr. Jürgensens fortællinger med samme målrettede glubskhed som zombierne i Udød, da jeg havde samme alder som den primære målgruppe, og jeg genkender Jürgensens “stemme” i Rubens sprog og humor. Eller måske J. H. Brennans Barmy i Monsterland.

Det er en herlig fortælling til store drenge i alle aldre. En zombieroman, der lever op til alle de blodige B-film, som har inspireret forfatteren igennem et langt og lykkeligt liv foran skærmen. Fuld af gode overraskelser, uventede drejninger og andet snask. Ruben kan være pavestolt. Og du kan glæde dig til at fordøje den.

Vågn op, Hollywood

Jeg vil afslutte med at sende en anbefaling til Hollywood. Udød fortjener en filmatisering, og hvis jeg var manden med producerhatten, ville jeg – i mangel på de mest oplagte kandidater (og Rubens største inspirationskilder): George A. Romero (Night of the Living Dead) og Stuart Gordon (Re-Animator), der begge har forladt denne verden – hyre Sam Raimi. Masser af instruktører kunne levere en god zombiefilm, men Raimi ville fange Rubens sorte humor.

Hvis du ønsker at købe Udød, kan du gøre det hos Gucca – eller du kan bestille et signeret og zombie-illustreret eksemplar på Rubens egen forfatterside på Facebook.

Nøgleord: , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.