Close Encounters of the Third Kind, også kendt på dansk som Nærkontakt af tredje grad, er et science fiction-drama skrevet og instrueret af Steven Spielberg.
Han er en filmmager og genrepioner, som har beriget verden med utallige, udødelige klassikere og været en af Hollywoods fanebærere og foregangsmænd i flere årtier. Ikke mindst pga. af film som denne, der var en banebrydende, prisvindende, anmelderrost biografsucces og siden er gået over i historien som et indflydelsesrigt kulturfænomen.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Titlen er baseret på ufologen J. Allen Hyneks skala for UFO-relaterede hændelser, hvor nærkontakt af første grad er en observation. Anden grad er en hændelse, hvor observatøren også oplever en mærkbar fysisk effekt, f.eks. mekaniske og elektriske forstyrrelser. Tredje grad er mødet med UFO’ens besætning, hvor Hyneks definition inkluderer rumvæsener, robotter og andre mennesker.
Richard Dreyfuss er elektrikeren Roy Neary, der oplever en nærkontakt med en UFO. Det starter som en spændende oplevelse, men udvikler sig til en besættelse, der driver ham vanvittig og hans familie på flugt. Han ved ikke hvorfor, men hans tanker kredser om et mystisk bjerg, han aldrig har set før, og han er nødt til at finde det og være der, når UFO’en muligvis og forhåbentlig vender tilbage.
Drama, spænding og mystik
Det er en klassisk UFO-historie, og den har inspireret masser af film og TV-serier siden, ikke mindst The X-Files med FBI-agenten Fox “Spooky” Mulder, der jagter sandheden, fordi den er et sted derude.
Af samme grund kan du genkende alle virkemidlerne, for du har set dem mange gange siden. Men det betyder ikke, at tiden er løbet fra filmen, for UFO-scenerne udgør stadig en relativt lille del af handlingen. Resten af tiden er det Dreyfuss og den øvrige rolleliste, der løfter opgaven og serverer drama, spænding og mystik i rigelige mængder.
Effekterne er naturligvis forældede, men stadig flotte og seværdige, når man accepterer, man skal tage 70’er-brillerne på. Imens sørger historien for, at filmen stadig er spændende og medrivende i dag. Den er velskrevet og veludført, og selvom titlen mere end antyder, hvad der er i vente, er det meste af handlingen ret uforudsigelig.
Spielberg undgår de værste klichéer, og selvom den har inspireret mange, mange andre, er der ikke mange, som har angrebet temaet helt på samme måde. Det betyder, at filmen stadig er unik og relevant i en ellers propfyldt genre.
Der findes tre udgaver af filmen. Biografversionen fra 1977, naturligvis, en Special Edition fra 1980, hvor de tilføjede syv nye minutter (tidligere fraklippede scener) men også fjernede 10 minutter, samt et Director’s Cut fra 1998, der er et re-cut af biografversionen med nogle af de tilføjede scener fra Special Edition.
Den sidste udgave er den længste af de tre versioner, to minutter længere end biografversionen og fem minutter længere end Special Edition. Jeg har set Director’s Cut, for det er den nyeste udgave og Spielbergs egen seneste version af filmen.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Special Edition er den version, hvor man ser rumskibet indefra. Det er en udskældt scene, og Spielberg fjernede den igen i sit Director’s Cut. Da jeg havde set filmen, valgte jeg at smide Special Edition på for at se, hvordan scenen fungerede, og jeg er enig i Spielbergs beslutning om at fjerne den igen. Mystikken fungerer bedre.
Det er stadig en fuldgod filmoplevelse og et skønt, nostalgisk tilbageblik.
