Barbaren Conan er ikke en tegneseriekarakter. Han blev skabt i 1932 af Robert E. Howard til pulp-magasinet Weird Tales. Men fra 1970 til 1993 blev han faktisk udgivet i tegneserieform af Marvel Comics, så man kan næsten sige, at Arnolds internationale gennembrudsfilm også er Marvels debut på det store lærred.
Nej, det passer ikke. Hvis man kunne sige det, kunne man også kalde Star Wars en Marvel-film. Hverken Star Wars eller Conan er skabt af Marvel. Det må være den afgørende faktor. Men det siger noget om karakterens popularitet dengang. Jeg husker selv at have læst dem som barn.
Filmen er produceret af den italienske filmmager Dino de Laurentiis. Han er også manden bag bl.a. Flash Gordon, Barbarella og mange, mange andre film.
Kort fortalt er det en fortælling om hævn. Conans forældre myrdes for øjnene af ham, og han sælges som slave. Siden bliver han gladiator, og til slut sættes han fri. Dermed begynder hans søgen efter hævn.
Kæmpeslanger og kvindekrigere
Det er en episk storfilm med fantastiske landskaber og kulisser samt en fortælling, det vækker minder om bl.a. Spartacus. Dog er der væsentligt mere trolddom, kæmpeslanger og kvindekrigere i Conans verden.
Mens det visuelle trækker op, trækker flere skuespilspræstationer desværre ned. Arnold har aldrig været et stort talent, og han havde alt at lære dengang. Det samme kan siges om Sven-Ole Thorsen, der ikke ser tilstrækkeligt ond ud. Snarere lidt bøvet.
James Earl Jones er en fremragende skuespiller, men han er fejlcastet. Han skræmmer ikke, som han burde. Max von Sydow er god, men hans rolle er for lille. Til gengæld er Sandahl Bergman et lille højdepunkt.
Men det er en kultfilm. Der er masser af blodig underholdning og eventyrlige actionscener. De mange skønhedsfejl er nemme at tilgive i en Arnold-klassiker. Han er ingen Kirk Douglas, og ingen forventer det. Den flotte scenografi overrasker positivt, og intet skuffer. I hvert fald ikke Arnold.
