Alting har en ende, og Dark Phoenix er den allersidste dans med mutanterne hos 20th Century Fox. Det sidste kapitel i en franchise, der begyndte for 19 år siden og med rette kan kaldes begyndelsen på superheltegenrens gyldne æra. Der er ingen tykke damer, men Sophie Turner synger for på sidste vers af føniksfuglens svanesang.
Den foregår i 1992, ni år efter X-Men: Apocalypse, og mutanterne på Xaviers skole lever i fred med menneskene og fungerer nu og da som superhelteredningstjeneste. Da en rumfærge kommer i problemer, tager Mystique og de nye rekrutter op for at redde astronauterne, og da et udbrud fra en mystisk energiladning truer dem alle, forsøger Jean Grey at absorbere al energien.
Jeg vil ikke afsløre mere, for der er mange gode overraskelser i handlingen. Måske ved du mere, end jeg gjorde, før jeg så den, men under alle omstændigheder vil jeg holde på de bedste hemmeligheder.
Jeg kan sige, den er baseret på The Dark Phoenix Saga, en populær tegneseriehistorie fra 1980, og måske ved du allerede, at de også filmatiserede dele af den i X-Men: The Last Stand fra 2006. Men den kom ikke til sin ret dengang, da handlingen klaskede to historier sammen – fønikssagaen og Joss Whedons Gifted fra 2005, der handlede om en mutant-kur. Fansene hadede filmen, og da den tidsmæssige nulstilling i X-Men: Days of Future Past betød, at de kunne starte forfra og ignorere de gamle film, blev forfatteren og debutinstruktøren Simon Kinberg interesseret i at samle den op igen.
Løst baseret på tegneserien
Det betyder dog ikke, den lægger sig tæt op af tegneserien, og hvis du forventer (og forlanger?) det, så risikerer du at blive skuffet. Handlingen er fokuseret 100 procent på et Dark Phoenix-plot, men den er kun løst baseret på tegneserien. Den forsøger at fange ånden og Jean Greys emotionelle udvikling fra originalhistorien, men der er mange ændringer (og djævler?) i detaljerne.
Jeg hører ikke selv til dem, der insisterer på, at filmatiseringer skal være nøjagtige kopier af ophavsmaterialet. Jeg synes endda, at alternative versioner kan være mere interessante, for de kan også gemme på flere overraskelser, og man kan jo ikke vide, om det er gode overraskelser, før man har pakket dem ud.
Tye Sheridan som Scott Summers a.k.a. Cyclops.
Så jeg tog imod Dark Phoenix med åbent sind og åbne arme. Jeg har nydt de fleste X-Men-film, og selvom jeg gerne ser frem til at se, hvad Marvel selv kan finde på, nu hvor Disney har købt 20th Century Fox, og mutanterne vender hjem, er det også vemodigt at sige farvel.
Solid superheltefilm
Jeg var godt underholdt. Filmen har fået kritik, men på et tidspunkt var jeg næsten nødt til at spørge mig selv: Hvad er det, jeg ikke burde kunne lide? Der er drama, der er action, jeg er engageret i handlingen. Hvad er det, jeg skal nedsable? Jeg fandt ikke et svar.
Det betyder ikke, den er perfekt. Days of Future Past er stadig min favorit. Den er ikke oppe på det niveau, og det er over en bred kam. Der er mange flotte og veludførte actionscener, men den mangler noget, der blæser dig helt omkuld. Det er en god, solid superheltefilm. Men den når ikke op på en topkarakter.
