Da Bryan Singer hoppede fra det sidste kapitel om X-Men og i stedet kastede sig over Superman Returns, kunne man frygte det værste. Men hans erstatning, Brett Ratner, der har instrueret Rush Hour-filmene og Den røde drage, er sluppet godt fra X-Men: The Last Stand.
Filmen fortsætter ud af den røde tråd, der har bugtet sig igennem de to forrige film. Atter engang må de gode mutanter kæmpe imod både de onde mutanter og menneskeracen. Omdrejningspunktet er naturligvis mutanterne på Professor X’s skole og deres indbyrdes kvaler, stridigheder og menneskelige problemer. Men som titlen antyder, er dette også det sidste slag, og du får en række uventede dødsfald serveret. Jeg har forhåbentlig ikke afsløret for meget.
X-Men: The Last Stand er som de to foregående film en hyldest til den populære tegneserie. Som gammel tegneserienørd er det en fryd at se de mange karakterer komme til live. Det er også fascinerende at se, hvordan filmene følger den udvikling og de historier, der fås i papirform. Der er så mange, mange genkendelige elementer. De kan indgå i en ny sammenhæng eller en anden historie, men gensynsglæden er stadig vakt til live. Naturligvis er der ikke plads til alt, men det generer ikke mig.
Efterord
Jeg skrev anmeldelsen i 2006, da jeg lige havde set filmen. Jeg vidste ikke, den ville blive en af de mest udskældte superheltefilm i nyere tid. Men jeg kan huske, det var sådan jeg følte. Jeg kunne lide den, og indtil jeg genser den, må disse ord stå ved. Kan jeg afvise, at jeg stadig ville kunne lide den? Næ. Jeg er ret åbensindet.
