Superman Returns

Superman vender tilbage! Bogstaveligt talt. Bryan Singer har valgt at løfte arven fra Christopher Reeve fremfor at genfortælle den gamle historie påny. Og det sker på både godt og ondt, for på den ene side vil mange af os, der elskede Superman som barn, finde os godt til rette i vante omgivelser; i et uskyldigt og til tider naivt univers, hvor gode og onde figurer står i skarp kontrast til hinanden, og hvor alt er enten sort eller hvidt, som var det klippet direkte ud af de gamle avisstriber. Og på den anden side betyder det, at Superman ikke for alvor kan konverteres til det nye årtusinde, som det så blændende er blevet gjort med mange af de øvrige superhelte.

Som gammel tegneserienørd er det svært at være utilfreds. Det er fantastisk at se Superman blive vakt til live med vor tids filmteknologi, og jeg nød hvert et øjeblik. Jeg fandt mig godt til rette i de førnævnte vante omgivelser. Det var på mange måder som at se en af de gode, gamle film blot med nye ansigter og bedre effekter. Stemningen var den samme, og selv den uskyldige og harmløse humor, der også kendetegnede filmens forgængere, var på plads. Superman Returns er en efterfølger, det er der ingen tvivl om.

Men naturligvis er der også nyt under solen. Kevin Spacey er fremragende som Lex Luthor, og selvom han på mange måder imiterer Gene Hackman (som ikke skal forklejnes), og figuren stadig omgiver sig med bøger og kunst, som var han Frasier Cranes onde tvilling, og slæber rundt på en dum gimpe, der spænder ben for hans planer, så er han udspekuleret og ondskabsfuld på en måde, som den gamle Lex Luthor aldrig var. Og derfor er han en langt bedre superskurk.

Brandon Routh gør det rigtigt godt, og til tider både ligner og lyder han virkelig som Christopher Reeve. Desværre er Kate Bosworth ikke nær så god i rollen som Lois Lane, og selvom de prøver at genskabe det gamle bånd mellem de to, så fungerer det ikke så godt, som det gjorde mellem Reeve og Margot Kidder. Det er ærgerligt, og det trækker en smule ned.

Det er en efterfølger på både godt og ondt. Der er for lidt nyt i historien til, at man for alvor bliver overrasket og imponeret, og når man uundgåeligt holder den op mod Batman Begins og de to Spider-Man-film, så når den ikke helt derop. Samtidig er tiden en anden, og vi er vant til at se helte, der er oppe mod overmagten og vinder på viljestyrke og mandsmod. Superman derimod er overmenneskelig, nærmest gudelignende, så enten er der intet, han ikke kan, eller også er han påvirket af kryptonit, og så har han ikke engang en karkluds chance i en nævekamp mod et almindeligt menneske. Hollywood er nødt til at finde nogle skurke, der kan matche ham, så vi kan få nogle ordentlige opgør fremover.

Jeg har derfor dette ambivalente forhold til filmen. Men jeg er langt fra utilfreds, og hvis jeg fokuserer på oplevelsen i biografen i stedet for bagklogskabens nidkære analyser, så fortjener den otte flotte hjerter.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *