Batman Begins

Batman Begins er den første Batman-film siden den rædselsfulde Batman & Robin med George Clooney. Instruktøren er Christopher Nolan, kendt for bl.a. Memento.

Lad os slå det fast med lædersvøbte Bat-næver. Det er ikke en efterfølger til Batman & Robin, og heller ikke en forløber til Tim Burtons Batman fra 1989. De fire film fra 90’erne er lykkeligt glemt, og Batman Begins starter forfra.

I modsætning til de tidligere Batman-film (og sandsynligvis inspireret af andre aktuelle superhelte-blockbusters) er denne her som udgangspunkt (cirka) 100 procent tro mod det oprindelige materiale, det vil sige tegneserierne.

De har digtet en smule, for Batmans oprindelseshistorie er aldrig blevet fortalt i detaljer, og der findes ikke én officiel version som sådan. Han har altid været omgæret af mystik, og de mange kulørte hæfter har kun budt på enkelte detaljer fra hans fortid nu og da.

Selv Frank Millers Batman: Year One, der er en af filmens primære inspirationskilder, samler først bolden op, da Bruce vender hjem og er parat til at blive Batman. Men nu er alle de løse tråde endelig bundet sammen, og filmen giver et godt indblik i Bruce Wayne som ung mand i kamp med sine dæmoner og ude af stand til at finde mening med tilværelsen efter sine forældres brutale død.

Frisk og uforudsigelig

Det er en fremragende film. Der er lagt mange kræfter i at gøre jobbet ordentligt, og ikke én detalje er efterladt ufærdig. Historien flyder og er frisk og uforudsigelig.

For fans af tegneserien er der mange detaljer at glæde sig over. Samtidig er der tilføjet meget nyt. Batmans dragt og udstyr er et helt kapitel for sig. Det præsenteres i bedste 007-stil. Visuelt er filmen flot og propfyldt med fede effekter.

Christian Bale, bedst kendt fra American Psycho, er perfekt som Batman. Man fornemmer i langt større grad, at der er et menneske bag masken end tilfældet har været i tidligere fortolkninger. Jeg er fejet omkuld og glæder mig allerede til den næste.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.