Deadliest Prey fra 2013 er efternøleren til Deadly Prey fra 1987. Det er en af David A. Priors sidste film, da han gik bort i 2015. Broderen Ted er tilbage i hovedrollen som Vietnam-veteranen Mike Danton, og det samme er flere af de øvrige aktører fra den første film.
Denne gang er alt lige som første gang. Næsten. Danton kidnappes igen-igen, dog med forsæt denne gang, da obersten vil hævne sit nederlag og vise, han er den bedste – altså med hjælp fra en hær af lejesoldater og moderne overvågningsteknologi. Mand mod mand, not so much.
Anyway, det lyder muligvis som en opdateret 2’er med lidt ekstra lag, hvis man ikke graver dybere. Jeg vil nødigt afsløre hele handlingen. Men jeg har aldrig set en 2’er, der ligner 1’eren SÅ meget. Man kunne skrive det samme referat af begge film, hvis man udelader ganske få forskelle. En stor del af handlingen udvikler sig på præcis samme måde, scene efter scene.
Der er et subplot inspireret af de nye tider. Hvis 1’eren var en blanding af Rambo og Hard Target, er 2’eren en blanding af Rambo og Guns Akimbo. Men det er en dårlig flirt med teknologien og internettets muligheder. Det fører ingen vegne. Det er bare en lille bi-ting.
Poleret B(æ)-film
Filmteknologien har udviklet sig meget siden den første film. Den lignede en billig TV-produktion, men 2’eren er meget flottere at se på. Skuespillet er også bedre. Ikke godt, men bedre. På Baywatch-niveau vil jeg sige. Desværre mister den al 1’erens charme af samme grund.
Det hjælper heller ikke, at 54-årige Ted Prior, trods sin relativt gode form, er langsommere og mindre imponerende som actionhelt. Han kan ikke levere det samme, naturligt nok, men intet opvejer det. Gamle muskelbøffer som Stallone og Schwarzenegger får hjælp af filmmagiens bedste værktøjer, men det er der ikke råd til her.
Det er således den samme film, men tammere og uden B-filmens charme. De to brødre er ikke blevet bedre filmmagere siden dengang, og når skuespillet og teknologien er det eneste, der har fået et lillebitte løft, er det bare ikke nok. Endda tværtimod.
