Die Another Day er en spionthriller fra 2002 instrueret af Lee Tamahori, hvis øvrige værker bl.a. tæller Once Were Warriors og Along Came a Spider. Det er den fjerde og sidste Bond-film med Pierce Brosnan.
Den britiske spion går for en sjælden gangs skyld sine egne veje for at opspore en forræder i den britiske efterretningstjeneste. Samtidig må han rense sig selv, da nogen tror, han er knækket i nordkoreansk fangenskab.
Den type plot er set før i spiongenren. Det sker nærmest hele tiden for Tom Cruise. Men Bond gør tingene på sin måde, og Bond-formularen sørger for både Bond-damer, Bond-skurke og svedige Bond-slæder.
Damerne er ingen ringere end Halle Berry og Rosamund Pike. Førstnævnte var inde i en superhot stime med film som Swordfish og X-Men, og som Bond-dame genskaber hun Ursula Andress’ famøse strandscene.
Comeback til Aston Martin
For første gang i femten år er Aston Martin atter førerbilen. Den gode, gamle DB5 har ganske vist fået en hædersplads i flere af filmene, men mere som et stykke nostalgi end Bonds udvalgte arbejdshest.
Bilfabrikanten lavede bare ikke lavede fede biler i 80’erne og 90’erne. Da Bond senest besad en veludstyret Aston Martin i The Living Daylights med Timothy Dalton, valgte filmfolkene en model fra 1977.
Bilen gjorde comeback i nullerne, da de skabte den første moderne udgave af en DB5, hvor designet tydeligvis var inspireret af den 40-årige klassiker, men samtidig en strømlinet sportsvogn til det nye årtusinde.
Endelig en ny Aston Martin værdig til James Bond.
Spioner på surfbræt
Som altid forsøger de at levere noget, du ikke har set før. Det går nu og da rigtigt godt, og andre gang kikser det. Spioner på surfbræt hører til sidstnævnte. Til gengæld er scenerne med luftpudefartøjerne ganske fede. Den lange fægteduel er også god.
Denne gang står Madonna for titelsangen, og det er unægteligt den ringeste i hele serien. Der er næsten ingen melodi, og den smule, du får, hakker og vrider sig til en diskofil rytmebutik. De forsøger formentlig at ryste posen og trække Bond ind i det nye årtusinde, men jeg foretrækker de klassiske Bond-ballader og den tone, som tidligere popstjerner har formået at ramme.
Madonna selv har endda sneget sig til en lille rolle i filmen. Det er vist første og eneste gang. Jeg mindes ikke at have set nogen af de andre i filmene. Det virker poppet og uklædeligt. Man kan sagtens opgradere Bond, men ikke sådan.
Tilføjelsen af John Cleese som den nye Q er også en anelse kuriøs. Jeg elsker komikeren, men er han rigtig i den rolle? Bond-filmene har naturligvis humor. Scenerne med Bond og den gamle Q var altid humoristiske. Men Cleese? Han er god. Men er han rigtig?
Overhajshandlinger
“Jump the shark” er et amerikansk udtryk, der bruges om det øjeblik, hvor et eller andet tages for vidt. Det stammer fra TV-serien Happy Days, hvor Fonzie sprang over en haj på vandski. Iført badeshorts og læderjakke.
Der er nogle detaljer, hvor filmen hopper over hajen. Selvom Bond-filmene altid har været fantasifulde og fremtidssynede, føles f.eks. usynlighed alligevel som et skridt for vidt. Og det er ikke det eneste.
Plottet er tilsvarende uregerligt. Det hopper fra én idé til en anden og en tredje. Det føles næsten som tre akter fra forskellige Bond-film. Der er en rød tråd, men den virker usandsynlig og besynderlig. Som om skurken ikke har vidst, hvad han egentlig vil.
Men det er ikke så slemt, som det lyder. Det er stadig en heftig actionfilm a la Bond, og der er masser af god underholdning. Selvom det er Brosnans svageste, er seriens bundniveau højt nok til en hyggelig filmaften.
