Swordfish

Swordfish er en actionthriller fra 2001 instrueret af Dominic Sena. Han stod også bag remaket af Gone in 60 Seconds. Herefter ebbede hans karriere dog ud, og jeg var ikke imponeret over hans Season of the Witch.

Hugh Jackman spiller en tidl. dømt hacker, som ufrivilligt rekrutteres af en skruppelløs forbryderboss (John Travolta) til at deltage i et ekstraordinært bankrøveri.

Der er en fed åbningsscene. En cool monolog af Travolta, som effektivt etablerer karakteren, ikke mindst pga. det afsluttende tvist. Herefter får du en eksplosiv omgang specialeffekter i 360 graders slow motion, som stadig ser imponerende ud i dag. Mums!

Sena går i Michael Bays fodspor. Her tænker jeg ikke kun på eksplosionerne. Det er en lækker actionfilm. Stilistisk, sexet, varme farver, sprøde damer, velklædte skurke i dyre jakkesæt, natklubber, blowjobs og andet lir.

Sexet hackerfilm

Den lægger ovenikøbet strimmel til Halle Berrys første topløse scene. Hvorfor er hun topløs, tænker du? Er der en god begrundelse i plottet? Næ, men hun er Halle Berry. Det er den type film.

Datidens filmkritikere kunne ikke lide sexede hackerfilm med heftige tastaturscener. Selvom The Matrix gjorde hackere cool, var de ikke overbeviste, og den scorer sølle 25 procent på Rotten Tomatoes.

Det er naturligvis ikke en film uden klichéer, og mange plotelementer er set før. Man kan også diskutere teknologien og repræsentationen af hackeriet. Endelig er der plottet og Travoltas sande identitet samt motiv.

Men det er en fin thriller med fed action og flere uventede drejninger. Den forsøger at prøve noget nyt, og selvom den ikke slår bolden ud af parken, sætter jeg pris på indsatsen. Den er stadig bedre end de fleste dumme actionfilm – og mere sexet.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.