X-Men

X-Men, den allerførste X-Men-film, fejrer 20 års jubilæum i år, og der er god grund til at hylde fødselaren. Man kan med rette sige, at superheltegenrens gyldne æra begyndte med netop denne film, for det var ikke alene en superheltefilm, der tog sig selv og genren alvorligt, det var også den første store succes fra Marvel – ja, i det hele taget fra et andet tegneserieforlag end DC, der hidtil havde siddet tungt på tronen med Batman og Superman.

Hov, tænker du måske. Hvad med Blade fra 1998? Også en Marvel-film, en alvorlig superheltefilm og en superfed film, jovist. Men ikke en stor biografsucces, og ikke en åbenlys superheltefilm. Derfor markerer den ikke begyndelsen på æraen.

Ingen MCU uden X-Men

Marvels nye filmunivers (MCU) skylder bestemt en tak til X-Men. Det havde ikke været muligt for Marvel Studios at vokse til det punkt, hvor de kunne lave deres egne film, hvis ikke brandet og deres karakterer havde bevist deres værd i begyndelsen. Og kastet en god skilling af sig også, naturligvis.

Filmen gjorde det ikke alene. To år senere landede Sam Raimis Spider-Man og trak sin (store) del af læsset. Men X-Men banede vejen, og efterfølgerne blev også større og større biografsucceser, selvom 3’eren er en anelse udskældt.

En lille, men ikke ubetydelig detalje, snarere tværtimod, er også, at Kevin Feige, Marvel Studios’ frygtløse leder siden 2007, var med fra begyndelsen. Han havde tidligere arbejdet som assistent for Lauren Schuler Donner på Volcano og You’ve Got Mail, og da han imponerede hende med sin viden om Marvel, hyrede hun ham som Associate Producer på X-Men. Her fik den daværende Marvel-boss, Avi Arad, øje på ham, og så blev han en del af Marvel Studios – og resten er historie.

X-Men har haft afgørende betydning for genrens udvikling i mere end en forstand.

Det er en old school superheltefilm. Dengang lavede de én film, og hvis den virkede, lavede de én mere. Og så videre. De planlagde ikke store filmuniverser, for det koncept eksisterede ikke. De tog lidt flere friheder med materialet og skruede en historie sammen, der ville fungere i én film. Og naturligvis fokuserede de på nutidens populære karakterer, ikke på tegneseriens begyndelse i 1960’erne.

Filmens hovedperson er derfor Wolverine, der var og stadig er en populær karakter i de kulørte hæfter. Han er en enspænder med en blakket fortid, han ikke kan huske, og han møder Rogue, en anden mutant, der lige som ham flakker rundt i en fjendtligtsindet verden, hvor de ikke rigtigt hører hjemme nogen steder. De rejser videre sammen, men så bliver de angrebet af Sabretooth, en af Magnetos håndlangere, og kort efter bliver de reddet af professor Xaviers mutanter, X-Men.

Skønheden og udyret

Filmen introducerer således mutanterne gennem Wolverine og Rogue, og resten af holdet er biroller. Og bortset fra mere specifikke fejltrin i franchisen og deciderede filmflop (og kostumer – eller manglen på samme) er det en tilbagevendende kritik blandt de Marvel-fans, der har vendt sig imod filmene. For nu har de Avengers som sammenligningsgrundlag, og her er alle heltene lige. Næsten.

Jeg forstår godt, at de gjorde sådan dengang. Når man laver en film med et helt hold, og man kun har én film at gøre med, er det naturligt, at nogen er hovedpersoner, og andre er biroller.

Når man samtidig skal fange hele tegneseriens ånd i én film, er det en rigtig god vinkel, synes jeg. For X-Men er ikke som alle andre superhelte. Mutanter er en ny race, og Marvel har anvendt dem til at fortælle historier om fordomme og racisme. De er hadet og frygtet af mennesker, ikke hyldet som helte. Xavier og Magneto er endda inspireret af Martin Luthor King og Malcolm X, for de kæmper begge for deres folk, men deres metoder og synspunkter er meget forskellige.

Patrick og Ian – en anelse ældre end de var i 2000, og de bedste venner, man kan forestille sig. De to mødte hinanden under optagelserne, og det udviklede sig til en legendarisk bromance.

Alt det fanger filmen ganske fint med få velfungerende virkemidler og stærke scener med veteranerne Patrick Stewart og Ian McKellen. Men Wolverine og Rogue spiller også vigtige, tematiske roller, for han er et eksempel på menneskers udnyttelse og våbengørelse af mutanter, og hun er det modsatte, en mutant, hvis evne er som den sorte død. Begge er udstødte, men på hver sin måde. De komplimenterer hinanden. Hans styrke og hendes sårbarhed. Skønheden og udyret. Men det er dog ikke en romance.

Det generer mig ikke, at filmen ændrer lidt her og der, reducerer nogen til biroller og skaber en ny historie på den måde, for isoleret set er det en stærk vinkel, en velskrevet historie, og den fanger ånden, selvom den ikke kopierer tegneserierne 1:1.

Og selvom de mange andre karakterer er biroller, er de fleste rigtigt gode alligevel. Især Xavier og Magneto, men også Jean Grey og Mystique. Sidstnævnte har ikke mange replikker, men hun efterlader et varigt indtryk. Okay, okay, jeg bøjer nakken og indrømmer, at hendes bodypaintede Eva-kostume er en væsentlig årsag, men jeg vil også fremhæve hendes akrobatik og kampscener.

En rigtig god filmaften

Det er en gammel film, og i nogle scener afslører fysikkens love, at de flyvende og superhoppende karakterer hænger i snore. Mystiques CGI-forvandlinger har også en afslørende glathed. Men generelt set er filmen stadig overraskende flot. Jeg troede af en eller anden grund, det ville være værre.

Det var et skønt gensyn, og det er en fremragende film. Som du kan høre, er jeg ikke bare okay med de kreative valg, jeg synes, de gør filmen rigtig god. Der er intet at kritisere. Allerhøjest ubetydelige småting som Halle Berrys paryk, men de ryger i kassen med nostalgiske finurligheder. Jeg havde en rigtig god filmaften, og det skal belønnes med en masse hjerter.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.