Janet Blake (Marguerite Churchill) og grevinde Marya Zaleska (Gloria Holden).
Dracula’s Daughter fra 1936 er fortsættelsen til Bela Lugosis Dracula fra 1931, og den blodsugende greve har overladt rampelyset til sin smukke datter, grevinde Marya Zaleska, spillet af Gloria Holden, hvis præstation bl.a. inspirerede Anne Rice, forfatteren til Interview with the Vampire mfl.
Dr. Van Helsing besejrede Dracula i den første film, og datteren ankommer til London for at få bekræftet, at hendes fader virkelig er død. Det er han, men mod hendes forventning er forbandelsen ikke hævet, og hun er stadig vampyr. Og i modsætning til sin fader, der svælgede i vampyrismens berusende magt, ønsker hun at leve normalt igen. Så da hun møder dr. Jeffrey Garth, en psykiater, der taler om udfrielse, skimter hun en mulig løsning.
Det er en overraskende vinkel, ikke mindst fordi den vender op og ned på opskriften fra den første film, men også fordi den byder på en væsentligt dybere historie med en mere kompliceret problemstilling, hvilket jeg ikke lige havde forventet af en gyser fra 1936. Naturligvis kan genrefilm sprede sig ud over flere genrer, og bøgerne, de klassiske monster-film er baseret på, rummer alle væsentligt mere end filmene. Men Dracula var stadig relativt ukompliceret, og greven var gennemført ondskabsfuld. Charmerende, forførende, jovist, men ikke desto mindre ondskabsfuld. Hans datter derimod er af en helt anden støbning, og pludselig giver det mening, hun har inspireret Anne Rice.
Bedre end Dracula
Den første film er den store vampyrklassiker, men jeg synes faktisk, at Dracula’s Daughter er en bedre film, fordi historien stikker dybere og rummer flere overraskelser. Jeg var tryllebundet fra start til slut, fascineret af grevindens fortælling og spændt på, hvordan den ville ende. Og jeg vil endda vove den påstand, at jeg ikke snublede over en eneste af genrens klichéer.
Begge er naturligvis film af deres tid, men Dracula var mere teatralsk og anvendte metoder og effekter, der ser forældede ud i dag. Dracula’s Daughter holder sig til det enkelte, det gode drama, et velskrevet manuskript og godt skuespil, og som film er den mere tidløs og holder bedre i dag.
