Carmen Yazalde aka. Britt Nichols og Anne Libert.
Dracula’s Daughter (La fille de Dracula) er en fransk, erotisk gyser fra 1972 instrueret af den spanske filmmager, Jess Franco. Han er et kendt navn i nørdede kredse på både godt og ondt. Jeg har tidligere set og anmeldt Venus in Furs. Jeg var ikke imponeret.
Denne gang handler det om vampyrer. Luisa Karlstein er efterkommer af en gammel vampyrgreve, som stadig slår øjnene op, når man forstyrrer hans gravfred. Han ligner den ægte vare, men han overlader alt det grove til sin unge, smukke tip-tip-tip-oldedatter.
Mens hun jager kvindekød i natten, både til den ene og den anden sult, er politiet ved at falde i søvn. Dels mangler de spor og mistænkte uden elskerinder som alibi. Men de tror heller ikke på vampyrer og den slags pjat.
Her er den årvågne journalist og den franske Poul Dissing mere åbensindede. Alligevel fumler de også rundt indtil løsningen pludselig giver sig selv. I det mindste slår de en kællingeknude på den plottråd.
Gådefulde Franco
Franco er mig stadig en gåde. Dels er handlingen en ufremkommelig rodebutik. F.eks. er Luisa allerede aktiv som vampyrisk kvindemorder, før hendes døende mor fortæller hemmeligheden om den gamle greve.
Men der er tilsyneladende også en anden overfaldsmand på spil. Det er næppe den gamle greve, da han aldrig forlader kisten, og Luisa må slæbe et offer ned i krypten til ham. Så hvem er denne mystiske mand?
De mange handlingsforløb krydser hinanden på forskellig vis, men det lader ikke til, at karaktererne er interesseret i at finde hinanden og følges ad. De danser rundt hver for sig indtil klaveret spiller for allersidste gang.
Samtidig er den prætentiøs og kunstnerisk uden grund. Dialogen kaster sig ofte ud i noget lommefilosofisk sniksnak. Eller også er meget gået tabt i oversættelsen. Mit franske stopper, når jeg har talt til 10 og sunget Frére Jacques.
Mangelfuld gyser
Men det værste er nok, at uhyggen træder bagerst i køen. Selv når morderen lurer på sit offer, har Franco mere fokus på nøgenhed. Forestil dig den klassiske mordscene i Psycho, men 10 minutter længere, så Marion rigtigt kan få spulet sin nøgne krop.
Dertil kan du lægge de lange, lesbiske scener, hvor Luisa og barndomsvenindekusinen Karine genforenes med særligt fokus på G-punkterne. Hvis du havde glemt, det er en film fra 1970’erne, får du adskillige påmindelser.
Forstå mig ret. Kvinderne er smukke. Jeg er ikke decideret utilfreds. Det er en optur ift. Venus in Furs, hvor jeg kedede mig til døde. Her er jeg bedre underholdt. Men som film har den store mangler. Og som gyser endnu flere.
