Venus in Furs

Venus in Furs – også kendt som Paroxismus og Black Angel – er et erotisk horror-drama instrueret af den spanske filmmager, Jesús Franco. Den deler titel med en novelle af forfatteren Leopold von Sacher-Masoch, der lagde navn til begrebet masochisme, og det siger en hel del om temaet i hans skriverier.

Filmen er ikke baseret på Sacher-Masochs novelle. Der er få, overfladiske ligheder, men Francos historie er ikke et studie i masochisme. Alligevel er titlen helt bevidst taget fra novellen, og det samme er hovedpersonernes navne i håbet om at trække på forfatterens popularitet.

Franco er et nyt bekendtskab for mig, men en legende indenfor exploitation-genrerne. Han har instrueret mere end 200 film, og jeg skimmede hans filmografi for at se, om jeg tilfældigvis kendte og måske endda havde set nogen af dem.

Hunulven Ilse

Jeg faldt over en af Ilse-filmene, Ilse – slagteren fra junglefængslet. Ilse er en kultfigur spillet af Dyanne Thorne, hvis berømmelse hovedsageligt knytter sig til den rolle og de kredse, der dyrker filmene. Ilse er en storbarmet, sadistisk nazi-kommandør, der leder en fangelejr og torturerer unge kvinder. Jeg har engang for mange år siden spolet rundt i nogle af dem, men jeg var ikke imponeret. Det viser sig dog, at Ilse – slagteren fra junglefængslet ikke er en officiel Ilse-film men blot markedsført som en Ilse-film, fordi Dyanne Thorne spiller en lignende rolle deri.

Jeg spottede også flere film med klassiske figurer som Zorro, Dracula og Frankenstein samt film baseret på værker af forfatteren Marquis de Sade, der lagde navn til begrebet sadisme. I det hele taget har Franco været vidt omkring i sin lange, produktive karriere.

Omslaget på min DVD kalder ham “sleaze-kongen” og lover sex, vold og jazz-musik.

Filmens hovedperson er en jazz-trompetist, der bliver vidne til et brutalt mord på en ung kvinde begået af nogle perverse overklasse-typer. Han griber ikke ind, og minderne hjemsøger ham, så han flygter til Rio for at starte på en frisk. Men så nemt går det ikke.

Lokket af omslaget

Jeg lod mig lokke af omslaget, da jeg osede film, og det kan være farligt. Nu og da er distributørerne bedre til at sælge film end filmmagerne er til at lave dem.

Jeg vil nødigt fælde den endelige dom over Franco på baggrund af én film, men foreløbig er jeg undervældet. Der er ganske vist masser af erotik og mord, men fortællestilen står i skarp kontrast til de voldsomme begivenheder.

Den slæber sig afsted i et kedsommeligt tempo dikteret af den traumatiserede trompetist, der tøffer fra fest til fest, og fra den ene kvindes arme til den anden. Visuelt fejler den intet, men det sløve tempo dræber al uhygge og spænding.

Det er synd og skam, nærmest deprimerende, for plottet er ikke uden potentiale. Der ligger en bedre film begravet under Francos prætentiøse forsøg på at lave filmkunst. Ja, faktisk bliver den mere og mere mærkelig og forvirrende. Unødvendigt og ærgerligt.

Han får én chance mere, og hvis han ikke opper sig, må jeg sige nej tak.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.