Elementary

Elementary er en amerikansk krimiserie fra 2012. Lige som Sherlock, den britiske serie med Benedict Cumberbatch, er det en moderne nyfortolkning af Sir Arthur Conan Doyles fiktive detektiv.

Jonny Lee Miller, kendt fra bl.a. Trainspotting og Hackers, er Sherlock i denne omgang. I vanlig stil er han lynende intelligent, arrogant og excentrisk, men han ligner ingen af de klassiske versioner.

Hvis Guy Ritchie havde lavet en moderne version i stedet for filmene med Robert Downey Jr., kunne han meget vel have lavet en version som Millers. Hans ubarberede, tatoverede, alkoholiserede version er som taget ud af Ritchies britiske gangsterfilm.

Moderne nyfortolkning

Men serien er også moderne på et andet afgørende punkt. Sherlocks klassiske følgesvend, dr. Watson, er en kvinde. Giiiiisp!!! Jo, den er god nok. En kvinde! Endda en kinesisk kvinde spillet af selveste Lucy Liu.

En anden klassisk karakter fra bøgerne er også en kvinde. Sherlocks ærkefjende, Moriarty.

Serien foregår i USA, hvor Sherlock har slået sig ned for at slippe for sin far og bror. Her fungerer han og Watson som konsulenter for politiet i vanskelige mordsager efter den gode, gamle uge-baserede opskrift.

Det betyder bl.a. at allerede i anden sæson blev Miller den skuespiller, der har spillet Sherlock længst målt i antal episoder. Og efter syv sæsoner bliver rekorden næppe slået.

Fin hyggeserie

Jeg har for nylig samlet den op igen. Jeg har tidligere set de første fem sæsoner, og jeg har netop afsluttet sjette sæson.

Kvaliteten er som de fleste andre amerikanske krimiserier. Den lægger sig i slipstrømmen af utallige lignende serier med uortodokse politi-konsulenter. At det denne gang er selveste Sherlock Holmes, giver den ikke så meget ekstra, som man kunne tro.

Men de har styr på den type serier, og niveauet er fint. Det er udmærket underholdning, hvis man kan lide opskriften. For mig er det fallback-underholdning. Når jeg ikke kan tage mig sammen til noget nyt eller tungere, kan jeg altid snuppe et par hurtige mordsager.

Mange vil formentlig hade den og fravælge den alene pga. de mange ændringer. Som du måske ved, er jeg altid åben for noget nyt.

Jeg kan ikke rangere den blandt de bedste, men det er en fin hyggeserie. Miller og Liu er gode hver især og sammen. Mordsagerne er tilpas opfindsomme, og Millers Sherlock er ikke så ringe endda.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.