Sherlock

Benedict Cumberbatch som den britiske mesterdetektiv.

Sherlock Holmes, muligvis verdens mest berømte detektiv, skabt af den britiske forfatter Sir Arthur Conan Doyle i 1887, er en figur så gammel, at ingen ejer rettighederne til ham længere, og det er årsagen til, at flere forskellige versioner eksisterer på samme tid.

På det store lærred finder vi Guy Ritchies version i foreløbig to film fra 2009 og 2011, og de arbejder på en tredje film, der er sat til at lande i biograferne i slutningen af 2020. Imens kan de amerikanske TV-seere følge Johnny Lee Miller som en moderne version af den britiske detektiv i TV-serien Elementary, hvis syvende sæson har premiere i næste måned.

Men denne anmeldelse handler om en tredje version, også en moderne version, men en mere britisk version, skabt af TV-kanalen BBC med styrmændene Steven Moffat og Mark Gatiss, der begge har arbejdet på Doctor Who. Jeg taler naturligvis om TV-serien, der kort og godt hedder Sherlock, hvori Benedict Cumberbatch og Martin Freeman prøver kræfter med rollerne som den berygtede detektiv og hans trofaste makker.

Andrew Scott som Sherlocks nemesis, Jim Moriarty.

Hvor førnævnte Elementary er en typisk amerikansk TV-serie med 24 episoder i hver sæson, er Sherlock en typisk britisk TV-serie med meget, meget færre episoder. Faktisk kun tre i hver sæson. Men hver episode er i spillefilmslængde, og de fleste af dem er opdaterede versioner af Doyles oprindelige historier. Kvantitet versus kvalitet.

Sherlock er en fantastisk TV-serie. Hver eneste episode er som en velskrevet og velproduceret spillefilm. Og fordi de er baseret på Doyles egne historier, og fordi handlingen er placeret i London, hvor hovedpersonen naturligvis residerer på Baker Street i nr. 221b, er det en bedre og mere interessant opdatering af figurerne og deres fiktive verden. Det er mere synligt, hvad der er originalt, og hvor det moderne tvist sættes ind, og det giver Sherlock et ekstra lag – eller to – eller tre.

Men den er ikke kun god, fordi den er bedre end Elementary. Sådan skal det ikke forstås. Jeg elskede Sherlock længe før, jeg så Johnny Lee Millers version. Jeg burde egentlig slet ikke sammenligne dem. Glem alt om Elementary.

Lara Pulver som den mystiske, forførende Irene Adler.

Benedict Cumberbatch er fantastisk som Sherlock Holmes, og det er ikke overraskende, at han på rekordtid er blevet en verdensstjerne, for lige så perfekt han er i denne rolle, lige så perfekt har han vist sig at være i mange andre meget forskellige roller. Han er ualmindeligt dygtig, og han forvandler sig ubesværet til den geniale, arrogante, antisociale, køligt distancerede mesterdetektiv. Og selvom han ikke lyder som en charmerende, morsom eller varm figur, er det præcis, hvad han alligevel bliver i samarbejde og selskab med Martin Freemans dr. Watson, for i vanlig, britisk stil er der også masser af underspillet, velfungerende humor i Sherlock.

De første tre sæsoner er rigtigt stærke. I fjerde og sidste sæson går der lidt for meget Doctor Who i handlingen. Plottene kommer lidt for langt fra udgangspunktet, som burde være gådefulde mordmysterier, og Sherlock selv bliver lidt for ekstraordinær. Naturligvis er der mange ligheder mellem ham og Doktoren, men Doktoren er et rumvæsen, der arbejder indenfor – eller snarere udenfor – rammerne af den mest fantasifulde science fiction, man kan forestille sig, hvor Sherlock er en mere jordnær figur. Doktoren kan plukke de mest utrolige svar ud af luften, fordi de bare kan omskrive virkeligheden, så den passer til de svar, han plukker. Men Sherlocks metode er logik. Sandsynligheder. Udelukkelsesmetoden. Og det glemmer de i fjerde sæson, hvor han også begynder at plukke de mest utrolige svar ud af luften.

Men det er også mit eneste øf. Sherlock fortjener stadig alle fem hjerter for de første tre sæsoner og på grund af Cumberbatch og Freeman..

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *