Enola Holmes, Sherlocks lillesøster, skabt af forfatteren Nancy Springer i 2006, spillet af Millie Bobby Brown, kendt fra Stranger Things, er tilbage i sin anden film, denne gang produceret til Netflix.
Hvis du vil læse mere om Enola, kan du med fordel læse min anmeldelse af den første film.
Selvom Springer har skrevet en serie på foreløbig otte bøger, er filmens plot en original fortælling inspireret af virkelige begivenheder. Jeg vil dog ikke afsløre hvilke, da de først træder frem til allersidst.
Men det begynder som en sag om en forsvundet kvinde. Enola går til opgaven med vanlig frygtløshed, og da hun kommer på sporet af en hemmelighed, nogen vil gøre alt for at bevare, kan ikke engang hendes berømte storebror hjælpe.
Forelsket i Enola
Jeg har forelsket mig i karakteren, og især Browns fortolkning af hende. Hun er lidt ældre end sidst, men hun er stadig sjov og charmerende, snarrådig og egenrådig, og ung og naiv på sin egen gammelkloge facon.
Filmen holder niveauet og lægger ekstra lag og facetter ovenpå. Sherlocks rolle er større, men han stjæler ikke billedet fra sin lillesøster. Der introduceres nye, omend velkendte karakterer i nye fortolkninger. Enolas verden vokser.
Lige som i Harry Potter-universet modnes filmene sammen med karaktererne. Enola er en ung kvinde, og hendes forhold til Lord Tewkesbury spirer. Hendes sag er tilsvarende større og farligere, tonen er dog stadig humoristisk, og hun bryder stadig den 4. væg.
Det er en skøn opskrift og et spændende, lille univers, de har skabt. Jeg glæder mig allerede til næste film.
