Evil Dead II er efterfølgeren til Evil Dead, men det er også et blødt reboot, for den åbner med en lynhurtig version af 1’eren, hvor kun Ash og kæresten Linda medvirker. Ud over de manglende venner og Ash’ søster er der også andre småændringer.
Sam Raimi kæmpede længe med at finde interesserede filmproducere, og da Stephen King, som elskede den første film, hørte det, ringede han til Dino De Laurentiis. De to havde netop lavet Maximum Overdrive sammen, og King overtalte Dino til at give Raimi chancen.
Ideen til Army of Darkness, franchisens tredje film, lå allerede på tegnebrættet, men Dino foretrak en efterfølger, der var mere som 1’eren.
Efter den korte genfortælling af 1’eren fortsætter historien næste morgen. Ash forsøger at forlade hytten, men de onde kræfter vil ikke lade ham undslippe. Alene og ulykkelig kæmper han med indre og ydre dæmoner, mens vanviddet truer med at overmande ham.
Men så får han selskab af husets beboers datter og hendes kollega, der begge har forsket i De dødes bog. Datteren har medbragt nogle nyfundne sider, der kan få afgørende betydning i kampen mod de onde kræfter.
Sort humor og falden-på-halen-komik
Ash-karakteren er i dag kendt som lidt af en dumrian, og franchisen er fuld af sort humor og falden-på-halen-komik. Men 1’eren var ret alvorlig, hvilket jeg også bemærkede i min anmeldelse sidste år. Det er 2’eren ikke. Det er her, de fandt melodien og formede det Evil Dead-univers, vi kender.
Det er en tempofyldt rutsjebanetur, der farer fra den ene mystiske hændelse til den anden, og de onde kræfter er voldsomt kreative i deres utallige forsøg på at besejre Ash og co. Når de ikke anvender besatte lig, de såkaldte deadites, bruger de hytten og de øvrige omgivelser som en drillesyg poltergeist. Det er uforudsigeligt og mægtigt underholdende.
1’eren havde masser af upoleret charme, men 2’eren er en bedre produktion, og Bruce Campbell ligner mere og mere den Ash, vi kender og elsker. Jeg belønner den med et hjerte mere.
