Det femte kapitel i sagaen om krigsveteranen John J. Rambo, Rambo: Last Blood, er netop landet i biograferne. Men før jeg når så langt, har jeg kastet mig over det første kapitel, First Blood.
Det er en actionthriller fra 1982 baseret på en roman af David Morell. Han har også skrevet The Brotherhood of the Rose, der blev filmatiseret som en TV-serie med Robert Mitchum, og i nyere tid har han ovenikøbet forfattet tegneserier med Captain America, Spider-Man og Wolverine.
Stallone er min første af de største actionhelte. Jeg har tydelige barndomsminder, der placerer ham før alle de andre. Over the Top startede en armlægningsbølge i frikvarterne. Da han var gæst i Muppet Show, var det et TV-fænomen, vi alle så frem til. Og mit tidligste minde, hvor en film for alvor skræmte mig, er fra Rambo: First Blood Part II. Men vi er også helt tilbage i de små klasser.
Rambo er en højt dekoreret krigsveteran fra den specialenhed, som i folkemunde kaldes De Grønne Baretter. Men hjemme i USA har han svært ved at finde sig til rette og lever et liv på landevejen. Han er på vej til Portland, da han passerer en lille by, hvor den lokale sherif ser ham som en ballademager og forsøger at sende ham videre hurtigst muligt. Men Rambo er sulten og ikke helt tilfreds med behandlingen, så han makker ikke ret – og så bliver han anholdt.
Måske ved du allerede, hvad der sker. Hvis ikke, kan du glæde dig, for det er et tempofyldt spændingsridt med masser af god, gammeldags action, og selvom handlingen er enkel og lige så ensporet som de småborgerlige landsbybetjente, der starter balladen, er der masser af gode overraskelser på vejen mod det uundgåelige opgør mellem filmens to kamphaner, Rambo og den lokale sherif.
Den er næsten 40 år gammel, men jeg vil gå så vidt som at sige, den ikke bare holder sig godt – den kunne lige så godt have været lavet i dag. Håndværket har ikke ændret sig. Action er action. Spænding er spænding. Der er ingen alderdomstegn. Alt det, de gjorde dengang, ville de gøre lige sådan i dag. Eller også ville de faktisk gøre det ringere, men det er en anden snak.
Den første af Rambo-filmene er også den mest realistiske og alvorlige. Det er nemt at se den som en rendyrket actionfilm, men temaerne og slutningen løfter den op på et andet niveau. Den er bestemt et produkt af sin tid, men den er også en tidløs klassiker – og et skønt gensyn.
