Rambo: Last Blood

Fra én gammel muskelbøf til en anden. Sylvester Stallone er tilbage som krigsveteranen John Rambo i den femte og sandsynligvis sidste Rambo-film. De har i hvert fald kaldt den Rambo: Last Blood, og det er naturligvis en reference til den første, der slet og ret hed First Blood.

Rambo har slået sig ned i Arizona på sin fars ranch, hvor han bygger huler og rider på heste. Han er stadig traumatiseret af krigen, men han er overraskende velsoigneret og civil, og han bor sammen med en gammel veninde og hendes datter, som han har fået et nært, næsten faderligt forhold til. Men det ikke en film om hestehviskeri og stedfar/-datter-båndknytning, så historien tager en forfærdelig drejning, og så må Rambo gøre det, han gør bedst.

Det er en velproduceret actionfilm, og 73-årige Stallone er i muskelsvulmende storform, så han er stadig troværdig som uovervindelig enmandshær. De har ganske vist gjort ham en anelse mere menneskelig i denne omgang, men det er et kreativt valg, ikke en mangel på råstyrke. Den gamle kan stadig.

Desværre føles det ikke rigtigt som en Rambo-film, heller ikke selvom der er rå vold i massive mængder og en finale med masser af velkendte Rambo-tricks. Historien er en klassiker i actiongenren, og i grove træk kunne det lige godt have været en Equalizer 3 eller Taken 4. Rambo er ude af sit element, og det er lidt mystisk at se ham som velfriseret cowboy med en familie.

Det er stadig en underholdende omgang actionsplat med masser af bloddryppende lemlæstelser til voldsglade mænd og kvinder. Jeg morede mig ganske fint. Men jeg fik ingen nostalgiske Rambo-følelser. Det var som at se en hvilken som helst anden af Stallones seneste actionfilm. Den satte flueben i de rigtige kasser. Men der manglede lige den sidste smule tryllestøv.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *