Freddy’s Dead: The Final Nightmare er den sjette film i serien, men ikke den sidste selvom titlen kraftigt antyder det. I 2003 lavede de crossover-filmen Freddy vs. Jason, og det blev officielt den sidste film for de oprindelige udgaver af begge filmskurke.
Aftenens film er fra 1991, kun to år efter forgængeren, men de har valgt at skubbe den 10 år ud i fremtiden. Hovedpersonen er den sidste overlevende teenager i Springwood, og Freddy sender ham ud af byen for at finde nye ofre.
Det er trist og uforståeligt, at de har gjort sådan, for det efterlader filmen i samme frakoblede limbo som den elendige 2’er. Ser man bort fra den, har der været en kontinuerlig fortælling fra film til film, og hovedpersonerne er vendt tilbage for at kæmpe igen – eller sende stafetten videre.
I de fire vellykkede film har der været tre gennemgående heltinder, Nancy, Kristen og Alice, og de har alle været med i to film hver. Den kontinuitet er en af franchisens styrker, og derfor stikker 2’eren og 6’eren ud som grimme, behårede vorter på en gammel heks.
Den forsøger ganske vist at lave sine egne koblinger med et nyt tvist og en tilføjelse til Freddys baggrundshistorie. Jeg vil ikke afsløre hvad. Det havde måske fungeret, hvis ikke filmen havde haft så mange andre problemer.
Fjollet og åndssvag
En god fortælling kunne redde den, men det får vi heller ikke. Den er fjollet og åndssvag, og selvom filmene alle har været fjollede, er det som regel Freddy, der står for den del med sin morbide legelyst og de uendelige muligheder, han har til rådighed i drømmeland.
Præmissen om en sidste overlevende teenager er en anelse dum. Og da det viser sig, at Springwood er forvandlet til en slags post-Freddy-kalyptisk spøgelsesby, hvor de tilbageværende voksne er blevet vanvittige, må man bare ryste på hovedet. Filmene fungerer trods alt bedst, når virkeligheden er normal, og mareridtene er der, hvor det bliver skørt.
I forlængelse af samme problematik begår filmen også i høj grad samme fejl som 2’eren, for Freddys løjer i drømmene flyder over i virkeligheden på måder, der ikke stemmer overens med de uskrevne regler i de forrige film.
Bryder alle regler
Ja, den ser faktisk stort på alle reglerne. F.eks. havde Kristen en særlig evne, der gjorde hende i stand til at hive andre ind i sine drømme. Men nu kan hvem som helst åbenbart hoppe ind i en andens drøm. Det er ikke engang nødvendigt at falde i søvn. Et gok i nøden er rigeligt. Dumt, dumt, dumt.
Den skal dog have ros for de visuelle effekter og opfindsomme drømmescenarier. Selvom den ikke følger de helt samme opskrifter, har effektfolkene stadig haft rigeligt at lave, og især finalen er stor og flot. Med undtagelse af CGI-effekterne.
Det bringer også glæde at se en anden Alice, nemlig selveste Alice Cooper i en lille cameo-rolle.
Man kan sagtens se den som en letfordøjelig gyserkomedie. Fjollerierne er ikke kedelige, kun dumme. Men jeg foretrækker, at mytologien og reglerne respekteres og må derfor betragte filmen som endnu et unødvendigt lavpunkt.
