Free Guy er en actionkomedie fra 2021 instrueret af Shawn Levy. Han har bl.a. instrueret Night at the Museum-filmene samt flere afsnit af Stranger Things.
Ryan Reynolds er Guy, en NPC (non player character) dvs. en computerstyret karakter i Free City, et populært multiplayer-spil a la Grand Theft Auto og lignende, hvor spillere kan slå sig løs på værst tænkelig vis.
I hvert fald indenfor Disneys PG-13-rammer. Bankrøverier og den slags. Voldelige overfald. Død og ødelæggelse. Ingen sex.
En dag møder han en kvinde, en af spillerne fra den virkelige verden, og forelsker sig. Han bryder ud af sit programmerede loop og opdager, at intet er, som han tror.
Dejligt skør tjubangfilm
Det er ikke længere en original idé. Filmen er som en blanding af Ready Player One, Boss Level og The Truman Show. Sidstnævnte fordi Guy minder mig om Jim Carreys karakter, der også erfarer, han lever i en kunstig verden. Der er mange ligheder.
Kombinationen af de forskellige inspirationskilder er til gengæld både underholdende og frisk, ikke mindst pga. Reynolds’ charme og komiske talent. Selvom budskaberne er velkendte, og klichéerne står i kø, er det en dejligt skør tjubangfilm.
Der er også plads til en sød, romantisk baggrundshistorie, og det er ikke så ringe endda. Det er en feel-good-film. Don’t have a good day. Have a great day.
Du kan se den på Disney Plus.