From Hell er en historisk thriller fra 2001 instrueret af brødrene Albert og Allen Hughes. De har også instrueret Dead Presidents og The Book of Eli. Filmen er baseret på en tegneserie af Alan Moore.
Johnny Depp er inspektør Frederick Abberline i drabsafdelingen i 1888, da den berygtede seriemorder, Jack the Ripper, hærger i Londons gader og med kirurgisk snilde myrder fem prostituerede kvinder.
Abberline fandtes i virkeligheden. Han var en af de mest dekorerede kriminalbetjente i sin tid og ledte efterforskningen af virkelighedens mord i Whitechapel-distriktet. Senere blev han en af Pinkerton-detektiverne.
Han er portrætteret flere gange i diverse film og TV-serier, spillet af bl.a. Michael Caine og Hugo Weaving. Depps udgave er dog den hidtil mest fiktive, da den næsten kun bevarer navnet og rollen i efterforskningen.
Forførende grufuld
Tilsvarende digter Moore sin egen udgave af myten om den ukendte seriemorder. Hans fortælling trækker tråde til både frimurerne og kongehuset. Nationens sikkerhed og kultagtig fanatisme i skøn forening.
Filmen har en fantastisk stemning og scenografi. Den er flot og visuelt forførende, men også dyster og grufuld. De måtte klippe en hæl og hugge en tå for ikke at havne i NC-17-kategorien med hård porno.
Dermed ikke sagt, at den overgår al den snask, du kan finde i franske og italienske B-film fra 70’erne og 80’erne. Men for et moderne, amerikansk publikum, er det hård kost. De skulle nødigt dåne midt i filmen.
Det er et velfortalt mordmysterie med flere fantasifulde tilføjelser. Depp er god, og han er omringet af fremragende, britiske kolleger samt landskvinden Heather Graham. De leverer en ofte overset filmperle.