Gerald’s Game, også kendt på dansk som Geralds farlige leg, er en psykologisk thriller baseret på en roman af Stephen King.
Handlingen følger ægteparret Jessie og Gerald, der tager på en romantisk weekendtur til et isoleret hus ved vandet, hvor de kan være helt alene, nyde hinanden og forhåbentlig genfinde gnisten i deres skrantende ægteskab.
Gerald har overtalt Jessie til at prøve noget nyt i soveværelset, og hans fantasier involverer et par solide håndjern. Uheldigvis går det grueligt galt.
Det meste af Kings roman foregår i Jessies eget hoved. Hun forsøger desperat at bearbejde situationen og udtænke en udvej, men hun reflekterer også over det liv, hun har levet, fordi oplevelsen vækker gamle minder til live.
Jeg var spændt på at se, hvordan instruktøren Mike Flanagan ville håndtere det, og jeg må sige, han har fundet en særdeles kreativ og velfungerende løsning, som passer perfekt til det psykologiske drama, der udspiller sig i hendes bevidsthed. Det gør filmatiseringen langt mere seværdig, end jeg havde regnet med.
Hypnotiserende, gruopvækkende og fremragende
Der er også flashbacks, men i modsætning til bogen, hvor hun reflekterer over en stor del af sit liv og forholdet til begge sine forældre, gamle veninder, en tidligere psykiater og ægteskabet med Gerald, fokuserer filmen på de vigtigste – og værste – hændelser i hendes barndom. De har fundet en rigtig god balance i et velskrevet manuskript. Det er ikke uden grund, King selv har kaldt filmen “hypnotic, horrifying and terrific.”
Carla Gugino er fremragende. Hun får dygtigt modspil fra Bruce Greenwood, som muligvis er bedst kendt som kaptajn Christopher Pike i de nye Star Trek-film. Men det er hende, der bærer filmen og skaber spænding og drama, så det driver ned af væggene i det soveværelse, hvor det meste af filmen foregår.
Du kan se den på Netflix.