Til skræk og advarsel har jeg anmeldt Ghostbusters fra 2016.
Den nye version afløser mange års forsøg på at lave en efterfølger til de to populære film fra 80’erne, der skabte en franchise, som er større, end man tror. Ghostbusters fik f.eks. deres egen tegneserie, som også udkom på dansk herhjemme.
Dan Aykroyd og Harold Ramis skabte også en animeret spin-off-TV-serie med titlen The Real Ghostbusters, som kørte i 7 sæsoner.
Hvis du er til computerspil, har du i de sidste 4 årtier endda haft mulighed for at spille Ghostbusters på næsten alle platforme, fra arkadernes spillemaskiner i 80’erne til smartphones og de nyeste spillekonsoller i dag. Et imponerende eftermæle til et par film om 4 spøgelsesjægere i en gammel ambulance. Men originalen var også fantastisk.
Den nye film er instrueret af Paul Feig. Han er manden bag en række populære komedier med kvinder i hovedrollerne – Bridesmaids, The Heat og Spy – og han besluttede, det nye hold skulle være 4 kvinder. En kontroversiel og – mildest talt – udskældt beslutning, der fik internettet til at eksplodere.
Forargelse, vrede og rendyrket had
Jeg vil tro, et hvilket som helst remake havde haft svære odds. Folk kan ikke lide, når man piller ved noget, de har elsket i mange år. Men kønsombytningen skabte en tsunami af forargelse, vrede og rendyrket had.
Da filmen endelig landede, og den sågar fik positive anmeldelser, var mange overbeviste om, det måtte være en konspiration; at anmelderne var bange for alle de hårde ord, der ville komme, hvis de kritiserede den. Vi ved jo alle, hvor ømskindede anmeldere kan være.
Under alle omstændigheder var det for sent og filmen blev ikke det biografhit, Sony havde håbet.
Selvom jeg nu og da oplever, at en voldsomt kritiseret film viser sig at være bedre end forventet, var det ikke tilfældet her. Tværtimod. Jeg troede, den ville være sjovere.
Jeg kan godt lide de 4 kvinder og deres karakterer, men jeg synes ikke, manuskriptet giver dem nok at arbejde med. Der er alt for mange platte og dumme jokes, og det ødelagde hele oplevelsen.
Det er ganske vist en velproduceret film med flotte effekter, men originalen er en fantastisk komedie, og på det punkt blegner den nye version totalt.