Robert Prosky som Grandpa Fred – og tre gremlinger.
Gremlins 2: The New Batch er en gyserkomedie fra 1990 instrueret af Joe Dante. Han stod også bag den første film samt bl.a. Piranha, The Howling og The ‘burbs.
Gizmo er tilbage hos den gamle, østerlandske butiksejer i Chinatown. Men han har passeret sin egen sidste salgsdato, og da han dør, bliver butikken opkøbt af en byggeherre med store planer. Gizmo må bogstaveligt talt flygte for livet under nedrivningen.
Skæbnen vil, at både han og Billy (fra forgængeren) havner i den samme, enorme skyskraber ejet af førnævnte byggeherre. Her går det atter galt med både vand og natlige måltider, og så har vi balladen igen-igen.
Forgængeren var en gyserkomedie, og humoren kom især til udtryk, da gremlingerne dukkede op og skabte et festligt blodbad midt i julestemningen. Men 2’eren tager den flere skridt længere. Allerede før filmen begynder, åbner den med Warner Bros.’ Looney Tunes-logo, hvor Snurre og Daffy kæmper om spotlyset. Så er man ikke i tvivl.
Tårnhøjt rædselskabinet
Uhyggen er mere skæg end skræmmende, og dramatikken leveres med glimt i hver en øjenkrog. Der er masser af sketcher og cameo-roller i byggeherrens tårnhøje rædselskabinet, som rummer alt fra TV-produktioner til forsøgslaboratorier.
Disse nye rammer rummer utallige muligheder for parodier på alskens underholdningsstof samt faktiske fysiske forvandlinger til hele paletten af gyselige skabninger. Du får alt undtagen køkkenvasken. Ja, selv et musical-nummer i den store finale.
Gremlingerne lever til gengæld bedre op til deres navn og dets oprindelige betydning. Når man f.eks. oplever mekaniske eller elektroniske problemer, taler man om gremlinger i maskineriet. Her får de et højteknologisk højhus, de kan splitte ad.
Den er således meget forskellig fra 1’eren, og der skal ikke herske nogen tvivl om, hvilken film som er bedst. Men den er mægtigt underholdende alligevel. En forrygende komedie og en rigtigt god 2’er.
