Hidden Strike

Hidden Strike, også kendt som Project X-Traction i visse territorier, er en actionthriller fra 2023 instrueret af Scott Waugh. Han er manden bag bl.a. Need for Speed samt den fjerde The Expendables-film.

Jackie Chan leder en specialstyrke, der varetager evakueringen af et kinesisk-ejet olieraffinaderi i Irak. De angribes af lejesoldater, som kidnapper en vigtig forsker. En af lejesoldaterne er John Cena.

Jeg afslører næppe for meget, hvis jeg siger, at Cenas rolle er god nok på bundlinjen. Han har sågar et hjerte af guld og synger Jens Hansens bondegård for en hel hyttefuld af fattige børn. Han blev løjet for.

Den rigtige skurk er en anden, du muligvis gætter, når du ser ham. Han typecastes ofte i udlandet efter sin rolle i Game of Thrones. Men det er ikke rigtigt en type film, man spolerer med disse ledetråde.

Læsterlige håndmadder

Det er nemlig en stor, savlende sanktbernhardshund af en actionfilm. Ikke den kløgtigste vovse i hundekurven, men det er heller ikke derfor, du kan lide den. Du vil bare se nogle buldrende eksplosioner og læsterlige håndmadder af den ubehagelige slags.

Her får du næsten alt, du fortjener. Ser du, hvis de havde lavet den i 80’erne med lutter praktiske effekter, havde den fået en plads på hylden med film som Commando og Rambo II. Det er i ånden en film som dem.

Men nu er det altså en film fra 2023 med alt for meget unødvendig CGI og 360-graders-optagelser. De har simpelthen oppet sig for meget. Billigere havde været bedre. Når den lugter som en B-film, skal den være en B-film.

Den er såmænd ganske underholdende, og nogle scener er forbavsende kreative og skumfyldte. Jeg forventede ikke for meget og endte med at hygge mig. Gode, gamle Jackie Chan kan stadig overraske.

Du kan se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.