Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull er et actioneventyr fra 2008 instrueret af Steven Spielberg. Det er den fjerde film i serien, og det er atter et samarbejde mellem Spielberg og George Lucas. Sidstnævnte har brygget historien sammen.
Filmen foregår i 1957. Den kolde krig er brandvarm og Indy bliver tvunget til at hjælpe en flok magtsyge KGB-agenter med at bryde ind i Area 51 og stjæle en genstand, der muligvis stammer fra det ydre rum. Han undslipper, overlever en atombombe, anklages for at være komm unist, bliver fyret som lærer og støder på en ung mand, der har brug for hjælp.
Det fungerer godt, handlingen er skrevet frem i tiden. Indiana Jones ligner sig selv, men er naturligvis blevet ældre, og nazisterne er besejret for længe siden.
Desværre er plottet en rodet affære, og idéen om rumvæsener, der bygger akvædukter i regnskoven, holder ikke. Den passer ikke rigtigt ind i Indiana Jones’ arkæologiske univers.
Gammel hund lærer nye tricks
Harrison Ford, der er fyldt 65 år, har udtalt, at Indiana Jones har fået lov til at blive ældre. Men det må være en stor, fed løgn, for Indy er i uhyggeligt god form. Han tåler flere tæsk, og han virker mere adræt end i de gode gamle dage, da han var en ung mand.
De nye tiders vildere action med hjælp fra CGI og andre tricks har desværre inspireret Spielberg lidt for meget.
Når Indy oven i købet overlever en atombombe og en flyvetur på flere kilometer i et køleskab, er der ingen vej tilbage. Det skæmmer filmen i graverende grad. Den bliver simpelthen for svær at sluge.
Et nyt kapitel i historien om Indiana Jones er ikke nødvendigvis en dum idé. Men resultatet i denne ombæring er desværre en middelmådig film.
Efterord
Den vandt en Razzie i kategorien Worst Prequel, Remake, Rip-off or Sequel.