Innerspace, også kendt på dansk som Min mikromakker, er en science fiction-actionkomedie fra 1987 instrueret af Joe Dante. Han er manden bag Gremlins, The ‘burbs og mange andre. Den er produceret af Steven Spielberg.
Den er inspireret af Fantastic Voyage, hvor et fartøj nedskrumpes og indsprøjtes i en videnskabsmand for at reparere en hjerneskade. Men det er ikke et remake.
Tuck Pendleton (Dennis Quaid) er testpilot på et lignende skrumpeprojekt. Han var forberedt på en prøvetur i en kanin, men i stedet havner han i storhypokonderen Jack Putter (Martin Short). Med morderiske industrispioner i hælene må de lære at samarbejde.
Det er en sjov, spændende og uforudsigelig film med lige dele opfindsomme sci-fi-løjer a la Spielberg og falden-på-halen-komik a la Short. Den stakkels, lille fyr må gøre alt det grove arbejde, da actionmanden Quaid for en gangs skyld er stemmen i øresneglen.
Heldigvis er der hjælp at hente hos Pendletons ekskæreste, Lydia Maxwell, som spilles af den fremtidige fru Quaid, skønne Meg Ryan. På skurkesiden får du til gengæld Vernon Wells (Commando), Robert Picardo (Star Trek: Voyager) og Kevin McCarthy (UHF).
Den vandt en Oscar for Best Visual Effects, og det er fuldt fortjent. De indre scener i forskellige organer m.m. er flotte og holder stadig ret godt i dag.
Det er en af min barndoms yndlingsfilm. Jeg husker tydeligt, jeg så den første gang på VHS på min fødselsdag i 1988. Det var en herlig film dengang, og det er det stadig.
