Oktober er atter over os, og jeg åbner endnu engang med den gode, omend uhyggelige hr. Stephen King. Sidste år valgte jeg en gammel klassiker, men denne gang tager jeg fat på en af de nye filmatiseringer, som i øvrigt også er et personligt hængeparti.
IT: Chapter Two er det andet og sidste kapital i den nye filmatisering af IT. Det første kapitel foregik i 1989, da de syv hovedpersoner var 12-13 år gamle, og den nye film springer 27 år frem i tiden til 2016, da de alle er voksne, og deres gamle nemesis, klovnen Pennywise, vender tilbage.
I modsætning til Kings roman og miniserien fra 1990 fortalte IT: Chapter One kun børnenes historie. Du møder dem først som voksne i 2’eren. De voksne skuespillere var ikke engang castet, da de filmede den første film, og selvom jeg altid gik ud fra, at sidste del af den velkendte fortælling ville komme, viser det sig, at de først besluttede at lave den, da 1’eren var en biografsucces.
Jeg troede, det alene var en kreativ beslutning at lave en så skarp opdeling mellem fortiden og nutiden, men det har åbenbart også handlet om at minimere risikoen. Og i teorien kunne den første film godt stå alene, selvom det ville føles som en halv historie for alle os, der kender den.
Mange overraskelser
Men nu har vi fået sidste halvdel med, og det er en film med mange overraskelser. Den er fuld af nye scener og handlingsforløb, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke med sikkerhed kan sige, hvilke der stammer fra Kings roman, og hvilke der kan være nyfortolkninger. Jeg var teenager, da jeg læste den, og det er mere end 20 år siden. Min fornemmelse er, det er en blanding.
De fleste tilføjelser puster nyt liv i den gamle historie, men nogle af dem trækker desværre noget af magien ud af den. Jeg vil ikke afsløre en masse detaljer, men blot sige, at nogle af dem rokker ved venneflokkens sammenhold, og nogle af dem rokker ved deres motiv for at genoptage kampen, når det nemmeste er at flygte.
Halvrådne kadavere
Heldigvis er der også meget positivt. Den voksne venneflok er perfekt castet, og der er masser af gode endda magiske øjeblikke ind i mellem de knap så magiske. Budgettet har også fået et velpolstret nøk opad, og det ses især i finalen, der – trods alt – slår den gamle miniserie til plukfisk – i hvert fald effektmæssigt. Der er mange gode, vellavede horror-scener med halvrådne kadavere og monstre, og selvom Kings historier ofte spiller på det psykologiske, er han også glad for den slags old school uhygge, så det er helt i hans ånd.
Isoleret set er det en vellykket afslutning på historien. Men ift. den gamle miniserie, mister den lidt af magien. Jeg giver den et hjerte mindre end 1’eren af samme grund, for 1’eren havde bevaret den magi. Men jeg har på fornemmelsen, at 2’eren kan genvinde tabt terræn ved kommende gensyn.
