Justice League: The Flashpoint Paradox

Justice League: The Flashpoint Paradox er en animeret superheltefilm fra 2013 instrueret af Jay Oliva, hvis øvrige bedrifter bl.a. tæller filmatiseringen af Frank Millers The Dark Knight Returns samt flere andre animationsfilm for både DC og Marvel.

Som titlen antyder, er den baseret på tegneserien Flashpoint, en miniserie på fem bind udgivet i 2011. Den samlede begivenhed spreder sig over i alt 61 hæfter, og den førte til et stort reboot af hele tegneserieuniverset. Den nye version fik navnet New 52.

Tegneserien har også inspireret den seneste DCEU-film, The Flash. Der er dog rigtigt mange forskelle, men det er nemt at få øje på lighederne.

Fremragende science fiction-saga

Kort fortalt havner Barry Allen i en alternativ tidslinje, hvor alt er forandret i større eller mindre grad. Her pågår bl.a. en altødelæggende krig, men jeg vil ikke afsløre, hvem der kæmper. Barry allierer sig med Batman, og de forsøger at løse både striden og gåden.

Det er først og fremmest en fremragende science fiction-saga med masser af skønne, alternative drejninger og tidsrejselir, en gammel Trekkie som jeg kan sidde og nørdgasme over. For en sjælden gangs skyld var jeg det ustoppelige knævrechatol.

Det er også en flot og lækker tegnefilm med farve- og detaljerige samt tempo- og kontrastfyldte animationer. Tegneserier bragt til live, hvilket er præcis det, man ønsker og næsten forventer, når man ser disse animerede filmatiseringer.

Som du måske ved, har jeg tidligere øffet over Batman: The Killing Joke, hvor det visuelle niveau (m.m.) bare skuffer. Det glæder mig derfor, det ikke er filmenes generelle niveau. At de også fås flottere.

Episk værk

Det er første gang, jeg ser denne film, og jeg har ikke læst tegneserien. Jeg har dermed set DCEU-udgaven først, og det kan være én af årsagerne til, at jeg ikke var gennemført skuffet over den. Der var mange ting, jeg godt kunne lide – trods fejl og mangler.

Denne udgave er dog en væsentligt bedre film. Ikke blot er skalaen langt større. Den er sammenlignelig med Infinity War og Endgame, selvom den ikke dykker dybt nok ned i alle detaljerne. Men den er også bare bedre end The Flash. Punktum.

Jeg forstår godt, at tegneseriefans, som kender værket, både den oprindelige tegneserie og denne filmatisering, er langt mere skuffede over The Flash. For de ønskede sig det episke værk, som denne udgave er. Det fik de bare ikke.

Dermed ikke sagt, at værket er fejlfrit. Det jonglerer rigtigt mange karakterer, og de kunne nemt have lavet den i to dele lige som The Dark Knight Returns, så de fik bedre tid til det hele. Man kan også diskutere den behandling, nogle af karaktererne får.

Den får 9 hjerter. Den er virkelig god. Men den er ikke Mask of the Phantasm-god.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.