Kiss Me Deadly, også kendt herhjemme som Kys mig til døde, er en thriller fra 1955 baseret på Mickey Spillanes sjette roman om privatdetektiven Mike Hammer.
Du har måske set Stacy Keach i rollen i tre TV-serier og fire TV-film i 80’erne og 90’erne. I alt har ti forskellige personer haft æren i både film og serier. Armand Assante er et andet prominent navn. Spillane selv spillede ovenikøbet rollen i The Girl Hunters i 1963.
I denne film spilles Mike Hammer af Ralph Meeker. Det er hans første og eneste gang i rollen. Han har også medvirket i film som Det beskidte dusin, The Anderson Tapes og Without Warning.
På en sen køretur opsamler han en barfodet og tilsyneladende nøgen kvinde kun iført en trenchcoat. Hun er på flugt fra ukendte gerningsmænd, og kort efter bliver de begge fanget. Senere vågner Hammer på hospitalet som den eneste overlevende i en bilulykke.
Han tager naturligvis sagen i egne hænder, selvom han modtager reprimander fra politiet og trusler fra skurkene og bringer alle omkring sig i fare. Mysteriet er for stort og spændende til, han kan lade det ligge.
Alle tiders film noir
Det er en sort-hvid, old school film noir-krimi med et spændende mysterie og flere uventede drejninger inkl. mindst to gedigne overraskelser. Jeg er velbevandret i genren og elsker at gætte med. Her gættede jeg intet rigtigt, men det er bare fedt.
Det er ovenikøbet en genreklassiker, der beskrives som alle tiders definitive, nihilistiske film noir. Der hører et par gloser mere til beskrivelsen, men jeg vil nødigt spolere de bedste overraskelser i plottet.
Hvis du elsker Hollywoods gyldne æra og de gamle klassikere, vil du få en god filmaften med Kiss Me Deadly. Den rummer alt, du håber på, og mere til.