Rocky

Rocky er et sportsdrama fra 1976 instrueret af John G. Avildsen. Han har også instrueret de tre første Karate Kid-film samt Rocky V. Han vandt en Oscar for Rocky.

Manuskriptet er skrevet af Sylvester Stallone, der dengang var en ung, fattig skuespiller. Lige som titelkarakteren havde han kæmpet i en årrække uden at få det store gennembrud.

Han insisterede på at spille hovedrollen selv, og han ville heller ikke lade andre ændre i manuskriptet. Han takkede nej til en aftale med TV-kanalen ABC, og flere filmselskaber sagde nej, fordi han ikke ville give sig.

Stædigheden bar frugt. Det lykkedes til sidst, og filmen blev Stallones store gennembrud. Han blev også nomineret til to Oscars for sit skuespil og manuskriptet. Han vandt ikke, men det gjorde filmen og instruktøren.

The Italian Stallion

Rocky Balboa er en amatørbokser i Philadelphias fattige kvarterer. Når han ikke bokser, tjener han en skilling som tommelbrækker hos en lokal lånehaj.

Imens har verdensmesteren Apollo Creed (Carl Weathers) mistet sin kommende modstander pga. en skade. For ikke at smide hele stævnet på gulvet, beslutter han at give chancen til en glad amatør. Amerika er mulighedernes land, og pressen vil elske det, selvom det er et stunt.

Rocky bokser under tilnavnet “The Italian Stallion,” og derfor vælger de ham. De ved intet om ham, men de kan sælge navnet.

Kampen fylder naturligvis meget. Men det er også et karakterdrevet drama om almindelige mennesker, der ikke har fået de bedste kort på hånden i samfundet og tilværelsen.

Rockys kluntede kurmageri til den generte Adrian samt venskabet til hendes fordrukne bror er lige så vigtige plottråde, der fuldender karaktererne og skaber en perfekt balance til det sportslige element.

Det er en velskrevet og velfortalt film. Ingen af karaktererne er velartikulerede, og deres handlinger er sjældent velovervejede. Stallone selv er en sløv og mumlende padde. Men det føles ægte. Det er det vigtigste.

Det er ingen overraskelse, at den vandt priserne i de tunge kategorier. Den fortjener en plads i reolen med film som Godfather. Den slog Taxi Driver, som er et mesterværk i sin egen ret. Rocky er bare bedre.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.