Den italienske boksebøf, Rocky Balboa, er tilbage i sin sagas femte kapitel. Filmen er fra 1990, fem år efter forgængeren, men historien samles op i minutterne efter kampen mod Ivan Drago. Rocky er ramt af de mange hårde slag, og det er på tide at stoppe (igen).
Da han vender hjem til USA, viser det sig, at en lyssky revisor har ødslet formuen væk. Trods en lang karriere som verdensmester er han atter en fattigrøv, så han vender hjem til sit gamle kvarter i Philadelphia. Her møder han et ungt boksetalent, Tommy Gunn.
Sylvester Stallone har atter skrevet manuskriptet, og han er gået med instruktøren bag den første film i 1976. Han forsøger på alle måder at vende tilbage til franchisens rødder; arbejderklassehelten, det menneskelige hverdagsdrama, kampen imod alle odds osv.
Alligevel – og måske af samme grund – er det seriens mest udskældte film. Den scorer 33 procent på Rotten Tomatoes, og publikums dom er endnu hårdere. Stallones forsøg på at genskabe 1’erens råhed betragtes som både forfejlet og decideret uærligt.
Jeg elskede den, da jeg var 12 år. Jeg elskede dem alle sammen. Men der var mange ting, jeg ikke forstod dengang. De senere års gensyn har ændret mit syn på filmene. Nogle står meget stærkere. 4’eren, not so much.
Er den uærlig? Det synes jeg ikke.
Rocky bedst i dyndet
Naturligvis er det et udspekuleret valg at gå tilbage til de fattige kvarterer for at genbruge den gode opskrift. Man kan også sige, historien bag originalen var en anden. Dengang var Stallone selv en fattigrøv, som kæmpede imod alle odds.
Men det handler jo stadig om at skabe den bedst mulige film, og det har altid klædt Rocky bedst at være nede i dyndet. Den fjerde film, som var mere montage end film, manglede dette. Rocky led ganske vist et stort tab. Men det var alligevel noget andet.
For mig er Rocky IV den ringeste. Den er underholdende på andre præmisser, men den har ikke den samme ånd som de øvrige film. Det har 5’eren trods alt.
Der er f.eks. et flashback med Mick, hvor Meredith Burgess vender tilbage og viser, hvor stor en betydning han havde for filmenes succes. Det er smukt og rørende. Måske vil onde tunger kalde det ananas i egen juice, men det virker på mig.
Der er også stærke scener med Stallone og Talia Shire. Selvom det ikke er første gang, hun skal banke fornuft ind i skallen på Rocky, er det godt drama.
Bedre end sit rygte
Det gennemgående tema er Rockys forhold til sin søn versus bokselærlingen Tommy Gunn. Sidstnævnte giver den gamle hingst mulighed for at dufte savsmuldet igen. Imens må sønnen nøjes med en plads på sidelinjen og klare sig uden sin fars hjælp og støtte.
Det er formentlig et tema, som har haft personlig betydning for Stallone selv. Sønnen spilles nemlig af hans rigtige søn, Sage. Temaet og dets plot er ganske vist kendt fra mange andre film. Men det er jo et af livets udfordringer, og Stallones eget liv har sikkert været en balance mellem karriere og familieliv. Jeg tænker, der ligger ægte følelser bag.
På et væsentligt punkt bryder den formlen. Alle de andre film er endt i bokseringen, men denne gang får vi en gadekamp. Det er der nok nogen, som synes er absurd og urealistisk. Men hvad fanden. Det er stadig et brag af en finale. Min indre 12-årige jubler.
Rockys genremæssige og stemningsmæssige comeback er bedre end sit rygte. Selvom den ikke kan genskabe alt, der fungerede i de gamle film, er det et rigtigt godt forsøg. Den rammer mere rigtigt end forkert.
