Legends of Tomorrow er en spin-off-serie i Arrowverset. Den samler birollefigurer introduceret i Arrow og The Flash. Den er ikke baseret på tegneserien af samme navn.
Rip Hunter, en såkaldt Time Master, hvis opgave er at håndhæve tidslinjen, rejser tilbage til 2016 for at rekruttere de ukendte helte i Arrowverset. Han lokker dem med drømmen om, at de kan blive legender i deres egen ret, hvis de hjælper ham med at besejre Vandal Savage, en udødelig diktator, der erobrer hele verden i fremtiden, hvor Rip kommer fra.
Som sagt, så gjort. Han får samlet et hold bestående af The Atom, White Cannary, Firestorm, Hawkgirl, Hawkman, Captain Cold og Heat Wave.
I de efterfølgende sæsoner er der jævnligt udskiftninger på holdet inkl. Rip selv. De tilbageværende helte overtager tjansen som tidslinjevogtere vha. af Rips tidsrejseskib, Waverider. De er ikke officielle Time Masters, men de tolereres, da de trods alt – på deres egen måde – gør gavn.
Teknologi & trolddom
Serien er mere løssluppen end de andre serier i Arrowverset. Der er langt mere humor, og den mikser science fiction og fantasy, teknologi og trolddom. Alt kan lade sig gøre. Intet er for skørt eller dumt. Den minder mig om Doctor Who uden dog at nå op på samme niveau.
Andre inspirationskilder kan være Star Wars, Back to the Future og endda Bill & Ted. De møder faktisk en ung George Lucas i et afsnit. Når de møder andre historiske skikkelser, er de mere komiske end autentiske. Lige som i Bill & Ted-filmene.
Mange af deres eventyr omhandler historiske og endda mytologiske begivenheder. De møder ægte personer som Elvis Presley, Julius Cæsar og Al Capone. Men de kæmper også med uvirkelige væsener som orker, enhjørninge og selveste Bigfoot. Som sagt; alt kan lade sig gøre.
Som Martin Scorsese sagde: Superheltefilm er forlystelsesparker. Ordene passer i hvert fald på Legends of Tomorrow. På godt og ondt. Men det er udmærket underholdning.
