Machete Kills er en actionthriller fra 2013 skrevet og instrueret af Robert Rodriguez (Desperado, From Dusk till Dawn, Sin City). Det er efterfølgeren til Machete fra 2010.
Danny Trejo er tilbage som den berygtede, nærmest legendariske Machete Cortez, en tidligere føderal agent i Mexico. Han rekrutteres af den amerikanske præsident til at kigge nærmere på en mexicansk terrorist med et lidt for stor missil i sin besiddelse.
Filmen udkom i Grindhouse-bølgen, hvor Quentin Tarantino og Rodriguez imiterede 70’ernes brutale B-film. Den første Machete startede som en fiktiv trailer. Denne gang har de lavet en fiktiv trailer til Machete Kills Again …in Space.
Ih, jeg fik lyst at se den. Desværre blev den aldrig til noget. Endnu?
Heldigvis myrder Machete rigeligt løs i denne 2’er, og selvom den ikke foregår i rummet, er den stadig helt bananas. Hovederne flyver, når den arrige mexicaner hugger løs. Han er en elendig spion, men hvis du vil bortskaffe nogen på allerblodigste vis, er han din mand.
Han får selskab af flere labre duller. Ja, det var en anden tid, også for bare 11 år siden, og rollelisten bugner med fyldige barme og formfuldendte kurver. De skønne damer er bl.a. Sofia Vergara, Amber Heard, Lady Gaga og Michelle Rodriguez.
Det er en testosteronbombe af en film, og de mange damer sørger for øjeguf til husarerne i de få, stille øjeblikke, hvor ingen myrdes. Med mindre de selv myrdes. Det går stærkt, og handlingen er både skør og uforudsigelig.