Once Upon a Time in Hollywood er Quentin Tarantinos 9. film. Han har i et par år talt om at stoppe efter 10, og derfor er nummereringen interessant. Nu er der kun én tilbage.
Hvis han timer den rigtigt, lander den i biograferne i 2022, 30 år efter debutfilmen Håndlangerne (Reservoir Dogs). Derefter må tiden vise, om han virkelig ønsker at stoppe. Han er kun 56 år gammel.
Tarantino deler vandene
Han er en filmmager, der deler vandene. Kritikken handler oftest om hans kærlighed til genrefilm, især B-film fra 60’erne og 70’erne, for han høster gerne inspiration – nogen vil sige, han stjæler med både arme og ben – og han gør intet for at skjule det, tværtimod.
Man kunne sige, alle hans værker er hans egen version af film, han selv er fan af. Som en musiker, der fortolker andres numre, men ikke skaber noget selv. Det er i hvert fald sådan, hans kritikere ser det.
Jeg elsker hans stil. Jeg synes, han er en spændende filmmager, og jeg er vild med hans fortællinger og dialoger. Som mange andre i min generation forelskede jeg mig i ham, da jeg så Pulp Fiction i 1994, og jeg har været vild med ham lige siden.
Once Upon a Time in Hollywood er på alle måder en klassisk Tarantino-film. Den foregår i 1969 i Los Angeles og følger en falmende film- og TV-stjerne, Rick Dalton (Leonardo DiCaprio), og hans gode ven og faste stuntmand, Cliff Booth (Brad Pitt).
Den er fuld af referencer til tiden og branchen, og den tager os med om bag kulisserne, men den fungerer mere som en fiktiv tidskapsel end en rigtig skildring af Hollywood. Der er alvorlige øjeblikke, men de to hovedpersoner er også et par gavtyve, og selvom skildringen ikke er et glansbillede, er den heller ikke et forsøg på at afdække nogen sandheder eller skyggesider.
Solid Tarantino-film
Tarantino har aldrig forsøgt at lave Pulp Fiction igen, og Once Upon a Time in Hollywood er ingen undtagelse. Men de har det til fælles, at begge film består af små historier og scener, der hver især er sin egen lille fortælling.
Det er en kunst, han mestrer, og selvom filmen er næsten tre timer lang og det nærmeste, den kommer på en overordnet historie, er Daltons karrieremæssige rutsjetur samt subplottet om Sharon Tate, som mange filmnørder formentlig kender, er den spændende og underholdende. Du bliver fastholdt af alle de små historier. Hver scene griber dig.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Den springer frem til slutningen med et hurtigt referat af seks måneder i Italien, hvor Dalton laver nogle spaghetti-westerns. Her faldt jeg ud af filmen, og det føltes mere som en afbrydelse end et naturligt sceneskifte. Og i slutningen laver Tarantino en Inglourious Basterds-lignende omskrivning af Sharon Tates rigtige historie. Man kunne sige, det er en tilpas eventyrlig slutning på en fortælling, der begynder med ordene “once upon a time,” men stilmæssigt føles det som to forskellige film.
Bortset fra det lille øf er det en solid Tarantino-film med masser af gode og gyldne øjeblikke, og i en filmografi som hans er det ingen skam at ligge i midterfeltet.
Efterord
Den blev nomineret til 10 Oscars inkl. Best Picture, Best Director og Best Original Screenplay. Den vandt to; Best Supporting Actor (Brad Pitt) og Best Production Design.
