Charlton Heston har tabt mælet.
Planet of the Apes, også kendt på dansk som Abernes planet, er et science fiction-actioneventyr fra 1968 instrueret af Franklin J. Schaffner. Han er manden bag bl.a. Patton, kendt herhjemme som Pansergeneralen.
Den er baseret på en fransk roman fra 1963 af Pierre Boulle, hvis forfatterskab også tæller The Bridge over the River Kwai.
Charlton Heston er på opdagelsesrejse i det ydre rum. Før han går i dvale, filosoferer han over teorien om tidsforskydning. Han og resten af mandskabet vågner, da de styrter ned på en ukendt planet. Før de har set sig om, er rumskibet sunket til bunds i en sø.
De er mutters alene, og Heston insisterer på, at året er 3978 efter Jordens tidsregning. Alt og alle de kender, er døde og borte for længst. De andre er skeptiske, men det er nytteløst at spekulere. Overlevelse er første mål.
Aber til hest
Som titlen antyder, render de ind i planetens herskende race, en uniformeret abeflok med moderne skydevåben og veldresserede heste at ride på. De er, som mennesker var, før den industrielle tidsalder satte fut i udviklingen.
Der lever også primitive mennesker på planeten, og temaet er menneskehedens grusomme natur. Blot fortalt ved at vende tingene på hovedet og give dyrene magten i stedet. Filosoffen Heston åbner den debat allerede inden aberne dukker op.
I det hele taget giver den mange ledetråde væk meget tidligt. Men den store drejning var nok alligevel for utrolig i 1968, til at nogen gættede den. Selv kendte jeg den allerede. Men det spolerede ikke oplevelsen.
Det er naturligvis en gammel film, og på visse punkter er den forældet. Men den er stadig spændende og endda tankevækkende.
Tidløs science fiction
Den har meget af den samme old school charme som bl.a. Journey to the Center of the Earth, men den repræsenterer også tidløs science fiction med sin samfundskritik, kultursammenstød og den evige kamp mellem videnskabelige og religiøse sandheder.
Charlton Heston er en kuriøs filmstjerne. Han medvirkede i mange klassikere dengang. The Omega Man, Soylent Green og naturligvis denne her. Han vandt en Oscar for Ben-Hur. Alligevel er der scener, hvor han minder mere om Tommy Wiseau i The Room.
Den er ikke mindre god af den grund. Snarere tværtimod. Han er en spøjs fætter, gør tingene på sin måde, næsten som datidens Nicolas Cage. Han er underholdende på sin egen mere eller mindre overbevisende facon.
