Vera Miles som Lila Loomis, søsteren til Marion Crane.
Psycho II er en gyser fra 1983 instrueret af Richard Franklin. Han er manden bag bl.a. Roadgames, F/X2 og Cloak & Dagger, som jeg genså for nylig. Det er en efternøler til
Alfred Hitchcocks mesterværk fra 1960.
Den er skrevet af Tom Holland, som også gav os Fright Night og Child’s Play. Begge nogle af årtiets genreklassikere. Især sidstnævnte overraskede mig positivt ved gensyn, da den er langt mere seriøs, end jeg huskede.
Anthony Perkins er tilbage i rollen som Norman Bates. Den lange ventetid mellem de to film passer perfekt til præmissen. Han er simpelthen blevet erklæret rask efter 22 års indespærring, og han vender tilbage til sit gamle hjem og dertilhørende motel.
Desværre – men heldigvis for os, der kigger på – er han ikke spor rask. Han er knap nok trådt ind af døren, før moderens plagsomme “ånd” begynder at skælde ud igen. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før han knækker.
Overraskende god
Det er netop filmens store udfordring. I forgængeren var moderens rolle og indflydelse endnu ukendt. Først til sidst blev det afsløret, hun var død, men levede videre, så at sige, i Normans skizofrene hjerne.
Det er faktisk en god film. De har ikke forvandlet den til en billig slasher-sag for unge mennesker, selvom den lander midt i en tid, hvor både Michael Myers og Jason Voorhees myrder løs i hver sin franchise.
I stedet kører de et psykologisk spil, hvor Norman er fanget, dels af sine egne mentale problemer, men også af andres behov for at plage ham og konfrontere ham med fortiden. Længe er det uvist, hvornår det er hans eget vanvid eller andres narrestreger.
Der er nogle gode, uventede drejninger i dette spil, men jeg vil nødigt afsløre for meget, hvis du ikke har set den. Lad mig blot sige, den er værd at se, selvom den ikke kan leve op til sin mesterlige forgænger.
