Seinfeld er en komedieserie fra 1989 skabt af Larry David og Jerry Seinfeld. Sidstnævnte spiller en fiktiv version af sig selv. Lige som i virkeligheden er serieversionen en stand-up-komiker, der bor i New York. De øvrige roller er fiktive.
På et tidspunkt i serien forsøger Seinfeld og vennen George Costanza at pitche et serie-koncept til forskellige netværk. Deres idé er, at serien skal handle om ingenting. A show about nothing.
David og Seinfeld pitchede ikke idéen til Seinfeld sådan i virkeligheden. Men det er ikke overraskende, at beskrivelsen fængede an. På en måde handler den ikke om noget.
Der er naturligvis en historie i hvert afsnit. Men det er ofte ligegyldigheder, de nemt kan ryste af sig. De har ingen rigtig betydning. Der er intet budskab.
F.eks. handler et helt afsnit om at vente på et bord i en restaurant. Et andet afsnit handler om at fare vild i en parkeringskælder. Tiden går med vittig dialog, og det fungerer forbavsende godt.
De fire hovedpersoner, Jerry, Elaine, George og Kramer er enormt gode hver for sig – og sammen. På en måde har de deres helt eget lille univers med deres egne regler og koncepter – eller spøjse vinkler på fænomener, de låner fra virkeligheden.
Jeg er vild med den, og den holder stadig. Du kan se den på både Viaplay og Prime.