Sex and Fury (Furyō anego den: Inoshika o-Chō) er en japansk actionthriller fra 1973 instrueret af Norifumi Suzuki. Han havde en aktiv karriere fra 1968 til 1990, og det er bl.a. blevet til film med engelske titler som Girl Boss Guerilla og School of the Holy Beast.
Der findes også en 2’er til denne film med titlen Female Yakuza Tale: Inquisition and Torture. Den er dog instrueret af en gut ved navn Teruo Ishii. Men heltinden er den samme.
Det siges, at filmen er en af Quentin Tarantinos inspirationskilder til Kill Bill. Den køber jeg, for selvom handlingen er vidt forskellig, er der ligheder i specifikke scener, både indholdsmæssigt, håndværksmæssigt og æstetisk.
Det slog mig, at Tarantino aldrig har dyrket nøgenhed i nævneværdig grad, selvom det er et populært element i exploitation-genren. Denne film hedder ikke Sex and Fury uden grund. Titlen er faktisk meget, meget dækkende.
Japan vs. Sverige
Handlingen begynder i 1886, hvor en ung pige ser sin far, en politichef, blive myrdet. Mange år senere er hun blevet lommetyv og falskspillerske (og god til at slås med sværd), og da hun forsøger at redde en ung pige ud af Yakuzaens klamme kløer, kommer hun på sporet af sin fars morder.
Hun spilles af Reiko Ike, der er et ikon indenfor japanske, erotiske actionfilm; en genre visse feinschmeckere kalder “pinky violence.” I kultfilmskredse sættes hun på samme piedestal som bl.a. Pam Grier (Foxy Brown) og Tura Satana (Faster Pussycat… Kill! Kill!).
Hun får selskab af en pige fra vores svenske broderland, Christina Lindberg. Hun var nøgenmodel i bl.a. Playboy og Penthouse og skuespillerinde i både erotiske film og exploitation-genren. Hendes rolle i den svenske Thriller – en grym film inspirerede Tarantino, da han skabte Daryl Hannahs karakter i Kill Bill.
I Sex and Fury spiller hun en vestlig spion på opgave i Japan. Hendes veje krydser heltindens i mere end én forstand, da flere sideløbende handlingsforløb flettes sammen. Selvom hun er en birolle, har hun sin egen tragiske historie. Hun er næsten en sekundær hovedrolle.
Æstetisk exploitation-kaos
Det er en flot film, ikke kun pga. de mange, mange sex- og nøgenscener. Der er også en poetisk æstetik i billedsproget. Instruktøren ved, hvad han laver, og selvom det er filmkunst, komplimenterer det handlingen. Det er ikke som f.eks. Jean Rollins kirkegårdsklovne, hvor man ikke aner, hvad der foregår, og hvorfor han fik den skøre idé.
Når de ikke ligger på langs, slås de med sværd og tumler rundt i kaotiske, men stadig underholdende og autentiske actionscener. Selvom den er fra ninjitsuen og samuraiernes hjemland, har instruktøren ikke skabt en kampsportsfilm.
Du skal se den, fordi det er en fed exploitation-film, som afkrydser alle de vigtigste genrebokse. En japansk pendant til førnævnte Foxy Brown, men bedre på næsten alle niveauer.
