Mutant Hunt er en science fiction-actionthriller fra 1987 skrevet og instrueret af Tim Kincaid. Han er kendt for lutter B-film i 1980’erne, bl.a. Robot Holocaust, som opnåede kultstatus efter en visning i Mystery Science Theater 3000.
Han er også en prisvindende instruktør i bøsse-pornobranchen under navnet Joe Cage. Men det er en helt anden snak.
Handlingen er sat i New York i 1992. Selvom dette er sølle fem år ude i fremtiden ift. filmens udgivelsesdato, er verden befolket af robotter til både glædesstunder og andre opgaver. En gal robotmager er dog mere interesseret i verdensherredømmet end markedsandele, og han udvikler derfor en virus, som forvandler cyborgs til muterede dræbermaskiner.
Dette forsøger en af robotmagerens ansatte at stoppe. Han tages til fange, men det lykkes hans søster at flygte og hidkalde hjælp hos en dusørjæger. Der er også en rivaliserende robotmagerinde, hvis motiver er tvivlsomme. Jeg er i hvert fald i tvivl om dem.
Stilstudie i makværk
Det er en håbløst dårlig film. Filmplakaten, der lokkede mig og min trofaste filmmakker, Ruben, er meget, meget bedre, og det siger alt.
Plottet er rodet, men det går fint an til en B-film, der plasker rundt i kølvandet på genreklassikere som Terminator og Robocop. Problemet er håndværket. Det er umådeligt ringe. Amatørarbejde i ordets allermest bogstavelige forstand.
Man kan som regel tilgive dårligt skuespil og ditto dialog, logik m.m. hvis bare man får underholdende action og tilpas gode eller i det mindste grinagtigt dårlige effekter. Det sidste får man, men det første udebliver.
“Nå, kommer I der? Lad mig lige få hænderne op af lommerne, så ordner jeg jer begge med sneglefarts-kung fu. Det er knap nok ubelejligt.”
Jeg har aldrig set action, der er så kluntet og langsomt udført. Det er et stilstudie i makværk. Det er nærmest forbløffende, det kan være så ringe. Den finder et bundniveau, jeg ikke troede fandtes. Du skal se det, før du forstår, hvor ringe det er.
Ingen anbefaling
Det er samtidig åndssvagt, hvor nemme disse muterede dræbermaskiner er at stoppe. Filmen hævder, at de besidder ti mands styrke, og vi ser dem smadre lidt beton her og der. Almindelige fodgængere kan intet gøre imod dem. Men dusørjægerne klarer dem uden nævneværdigt besvær.
En af dusørjægerne får ganske vist sin jakke flået op, så der er frit udsyn til hendes kavalergang, men det er også det største problem. Den store supermutantcyborg i finalen holder også ud lidt længere, men dusørjægerne får knap nok uglet deres frisure i kampen.
Hvis du skal se den, skal du finde en god ven, så I kan grine og pjatte sammen over, hvor dårlig den er. Det er den eneste måde, du kommer igennem den på.
Du kan se den på YouTube, men jeg har ikke lyst at anbefale dig at gøre det.
